- Grundlæggende kultur er sund
Hospitalsdirektør fortrøstningsfuld på trods af kritik fra Rigsrevisionen
Hospitalsdirektøren for Aarhus Universitetshospital er fortrøstningsfuld, på trods af at Rigsrevisionen onsdag kom med deres undersøgelse af de danske hospitalers brug af forskningsmidler.
Her blev der blandt andet løftet en pegefinger over for Aarhus Universitetshospital.
- Jeg tænker grundlæggende, det viser det samme, som den meget omfattende undersøgelse, som vi selv lavede forud for Rigsrevisionens undersøgelse, siger hospitalsdirektør for Aarhus Universitetshospital Gert Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: - Vi har fået ryddet op
I alt har der været seks sager i Region Midtjylland, hvor der har været problemer med brugen af forskningsmidlerne. Tallene er dog ikke nye for Aarhus Universitetshospital, da Region Midtjylland altså i sommer selv foretog en lignende undersøgelse:
- Den viste jo, at der var nogle steder, hvor vi har behov for at stramme op og være tydeligere på reglerne, siger Gert Sørensen.
Men han forsikrer, at langt de fleste penge går til forskning:
Se også: Kritik af brug af forskningsmidler
- Den grundlæggende forskningskultur er sund. Der er fokus på, at pengene skal bruges på forskning og ikke andet.
I alt 250.000 kroner er gået i forskernes egne lommer i Region Midtjylland i løbet af de sidste 8 år.
En af sagerne er fra 2011, hvor en forsker havde købt kunst for sine forskningsmidler.
Men der er ingen grund til bekymring, lover Gert Sørensen:
- Jeg synes faktisk allerede, at vi har meget godt styr på det.
Se et interview med Gert Sørensen i videoen øverst på siden.