Gratis taxa hver fredag i november
Hver fredag i denne måned stiller Tesla Motors en bil til rådighed for Aarhus Taxa. Bilen vil være gratis for kunderne at køre i
Aarhus Taxa og Tesla Motors er tidligt ude med julegaverne i år. Taxakunder kan nemlig være så heldig at få deres tur gratis. Det kan de i Teslas luksusbil, som de stiller til rådighed hver fredag i november fra 10-18.
- Bilen vil indgå i den almindelige kørsel, så man kan altså ikke ringe og bestille en gratis taxa, men man være heldig at få en gratis tur i løbet af dagen, forklarer administrerende direktør i Aarhus og Horsens Taxa, Astrid Donnerborg.
Samarbejdet mellem Tesla Motors og Aarhus Taxa er opstået, fordi flere vognmænd har overvejelser om at købe en Tesla, inden afgifterne sættes op fra nytår.
- Men det er svært at vurdere, hvordan en bil er som arbejdsredskab, hvis man ikke også har mulighed for at prøve den i en arbejdssituation. Derfor rettede vi henvendelse til Tesla, der heldigvis var med på ideen om at give aarhusianerne mulighed for at få en gratis taxatur i en særlig bil, uddyber Astrid Donnerborg.
På nuværende tidspunktet har selskabet to Teslaer i vognparken.