Gratis billetter revet væk
1880 gratis billetter til kampen mellem AGF og Esbjerg fB var "solgt" på fem timer
Ved middagstid onsdag åbnede AGF for, at man på klubbens hjemmeside kunne bestille fribilletter til hjemmekampen 28. august.
Efter fem timer er samtlige 1880 gratis billetter blevet hentet.
AGF har uddelt billetterne i samarbejde med Århus Stiftstidende og Aarhuus Stiftstidendes Fond. Det eneste krav til at komme gratis ind er, at man møder op i en hvid trøje. Er man ikke iklædt en hvid trøje, bliver man afvist ved indgangen, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Se: 1880 fribilletter til AGF-kamp
Formålet med de gratis billetter er, at Ceres Park i Aarhus skal være proppet med tilskuere, som er klædt i hvide trøjer, når holdet møder Esbjerg fB.
Ifølge Aarhus-klubben vil der i den kommende tid blive præsenteret flere tiltag i forbindelse med kampen.