Grand Prix-Karen overrasker
Skal synge duet med sidste års vinder
Den 17-årige gymnasieelev Karen Viuff fra Aarhus skal indspille sin Grand Prix-sang Universe sammen med sidste års vinder Nikki fra Aserbajdsjan, der sammen med landsmanden El vandt sidste års Eurovision Song Contest i Düsseldorf.
Nikki fik øjnene op for Karen Viuff, da hun som formand for den aserbajdsjanske jury så årets danske Melodi Grand Prix, og hun var helt vild med gymnasieeleven, der ved en tilfældighed blev opdaget på YouTube.
- Da jeg først hørte, Nikki var interesseret i at synge sammen med mig, troede jeg, det var en joke. Jeg har stadig svært ved at fatte det. Det er så vildt - og det er en chance, man ikke kan sige nej til, siger Karen Viuff til dr.dk/grandprix
Allerede i den kommende weekend indspiller Nikki i Aserbajdsjan sin del af Universe, og efterfølgende skal Karen Viuff en tur i studiet.
- Karen er stadig meget ung og har brug for erfaring, og jeg kunne fornemme, hun var lidt nervøs, da hun stod på scenen i Grand Prix-finalen. Men jeg elsker den måde, hun optræder på, hun har masser af talent og en smuk stemme. Så jeg vil gerne hjælpe hende lidt på vej, siger Nikki til dr.dk/grandprix.
En musikvideo er også på tegnebrættet, men det er endnu ikke besluttet, hvor den skal optages.