Glæder sig over norsk støtte
AGF-træner får hjælp på sidelinjen
Den hårdt prøvede AGF-cheftræner Jesper Fredberg glæder sig over, at han i sæsonens sidste fire afgørende kampe får ekstra støtte på sidelinjen.
Sæsonen ud vil den rutinerede nordmand Ola By Rise efter Jesper Fredbergs eget ønske bistå AGF's unge cheftræner. Ola By Rise har senest været assisterende norsk landstræner i syv år.
- Ola har arbejdet på højeste niveau i mange år og har en erfaring og viden, vi kan drage nytte af. Han er en meget behagelig person, der hviler i sig selv, og det passer godt til den periode, vi går ind, siger Fredberg til AGFs hjemmeside.
Se: AGF henter endnu en træner
- Han kommer med friske øjne på tingene og skal se, om der er små justeringer, vi kan lave for at få vendt udviklingen. Vi står foran et hektisk program med tre kampe på syv dage, og her kan han også hjælpe med modstanderanalyse og gå i dybden med, hvordan vi skal angribe de forskellige opgaver.
- Han har desuden fået ansvaret for vores standardsituationer, og i det hele taget er det altid rart at have flere øjne og hænder, når det spidser til.
AGF møder mandag aften OB på hjemmebane. Aarhusianerne er p.t. placeret på Superligaens sidsteplads.