Glæde over udsmidningsdom
Borgmester tror, at det vil skabe tryghed
Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) er godt tilfreds med dagens dom fra Højesteret, som giver Brabrand Boligforening medhold i sagen om udsmidning af to familier.
Dommen har principiel betydning, og giver dermed grønt lys for, at boligforeninger fremover kan smide beboere ud, hvis er til gene for deres boligområde.
- Med dommen slår Højesteret fast, at det kan få vidtrækkende konsekvenser for hele familien, hvis eksempelvis deres børn begår kriminalitet i området. Samfundet har dermed sendt et klart signal om at vi ikke tolererer uro og utryghed i vores boligområder, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse
Han ser dommen som et vigtigt skridt imod at skabe tryghed og stabilitet for beboere i udsatte boligområder som for eksempel Gellerup og Toveshøj.
- Jeg er helt overbevist om, at dommen vil virke præventivt og dermed kan bidrage til at sikre tryghed for beboerne i f.eks. Gellerup og Toveshøj. Jeg er derfor glad for Højesterets dom, for det er et vigtigt skridt i vores arbejde med at udvikle de udsatte boligområder, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse
De to udsmidte familier overvejer nu, om de vil gå videre med sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.