Giv flygtninge en oplevelse
100 asylansøgere kan komme til koncert
Har du lyst til at give en asylansøger en god oplevelse? Så er der nu mulighed for at donere penge til, at 100 asylansøgere kan komme til koncert med tilhørende middag.
Aarhus Alternatives Festival, Musikhuset Aarhus og Aarhus Jazzfestival har nemlig i samarbejde med Røde Kors Midtjylland gjort det muligt at donere penge til, at ca. 100 asylansøgere kan blive sendt til koncert med flamenco/jazz-verdensstjernen Concha Buika i Musikhuset i Aarhus på fredag d. 7. november klokken 20.
For hver 250 kr., der bliver doneret, får én asylansøger mulighed for at deltage. Man kan donere et beløb gennem linket nederst på siden. Arrangørerne understreger, at alle beløb er velkomne.
Arrangørerne lover desuden at sørge for transport og en tre-retters middag med drikkevarer til asylansøgerne inden koncerten.