Gigantisk konkurs rammer lokalt slagteri hårdt
Medarbejdere på Århus Slagtehus er hjemsendt som følge af Skare Meat Packers' konkurs.
Slagterivirksomheden Skare indgav onsdag sin konkursbegæring.
Det spreder ringe i vandet til Århus Slagtehus, som er ejet af Skare Meat Packers.
Her er medarbejderne sendt hjem.
Det bekræfter Fødevareforbundet NNF, der organiserer slagterimedarbejdernes, næstformand, Jim Jensen.
- Vi har 25 medlemmer dernede, siger Jim Jensen til TV2 Østjylland.
- Lige nu er alt vores fokus på at få garanti for lønnen. Hvis en part kan garantere for den, er konstruktionen sådan set ok med os, siger han.
Ellers må deres medlemmer sendes mod jobcentret, forklarer han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Skare, men det er næstformandens opfattelse, at virksomheden og dens advokater arbejder på at finde en ny konstruktion og gerne vil fastholde medarbejderne i ansættelse.
- Det er vi jo meget optagede af lykkes og krydser fingre for, siger Jim Jensen.
Medarbejderne var ifølge ham gået hjem onsdag, da nyheden om Skare Meat Packers' konkurs ramte overskrifterne onsdag aften og blev altså bedt om ikke at møde op torsdag.
Skare ejer også pålægsvirksomheden Defco i Viby. Den er dog ikke ramt af konkursen, fortæller Jim Jensen.
I alt er 300 af Fødevareforbundets medlemmer ansat i produktionen på Skares virksomheder. Ifølge Skares hjemmeside arbejder der 45 medarbejdere i Århus Slagtehus, der har en slagtekapacitet på 1400 kreaturer om ugen.
Ifølge Finans har syv selskaber under Skare indgivet konkursbegæring. Ifølge retten er der udover Århus Slagtehus tale om Skare Øst, Skare Beef Products, Skare Import-Export, Skare Export og Skare Holding
Det er et omdiskuteret kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen i december 2022, der skete på foranledning af et anonymt tip. Besøget viste sig skæbnesvangert for Skare, da virksomheden ikke kunne vise sporbarheden på noget af deres kød, ligesom køds oprindelsesland blev ommærket, og noget af det var helt tilbage fra 2010.