Gift fundet i fisk: Spis dem ikke!

Fund af PFOS betyder, at Aarhus Kommune i samråd med Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fanget i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø.

Aarhus Kommune oplyser torsdag, at det frarådes, at man spiser fisk fanget i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø i den nordlige del af byen.

Advarslen skyldes, at man har fundet mindre forekomster af det giftige stof PFOS i vandprøver fra Koldkær Bæk og i fire fisk fanget i Egå Engsø. 

Forekomster ligger under den såkaldte aktionsgrænse, så det har ikke været påkrævet fra kommunen at lave nogen tiltag. 

Der er fundet PFOS i fire fisk fanget i Egå Engsø.
Der er fundet PFOS i fire fisk fanget i Egå Engsø.


Ud fra et forsigtighedsprincip

Aarhus Kommune oplyser dog i en pressemeddelelse, at man i samråd med Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fra de tre steder. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip. 

- Det har vi valgt at gøre, fordi vi følger Fødevarestyrelsens anbefalinger, og de har anbefalet os at gå ud med den her advarsel. Vi er relativt tæt på aktionsgrænsen, og vi vil gerne købe os tid til at få taget nogle flere prøver, fortæller Simon Grünfeld, der er områdechef i Teknik og Miljø, til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Vi ved fra Korsør, hvor farligt det kan være, hvis man i en længere periode indtager kød med PFOS. Og det er skrækscenariet for os. 

Aarhus Kommune vil nu løbende i de kommende måneder foretage målinger af mulig PFOS i fisk fra vandløbene og engsøen, og det skal afklare omfanget af problemet.

- Vi bliver nødt til at have vandprøver over et helt år, og flere målinger fra de rovfisk, der er øverst i fødekæden. Så har vi et mere klart billede af situationen, siger Simon Grünfeld.

Områdechefen pointerer dog, at man i Aarhus langt fra er i samme alvorlige situation som i Korsør. 

- Vi har ikke fundet PFOS i et kritisk niveau i drikkevandet eller i kødet fra køer og fisk, og det er ikke farligt at bevæge sig rundt på engene. PFOS er et grimt stof, men vi har ikke fundet det i en mængde, der giver alvorlig bekymring, siger Simon Grünfeld.

PFOS-stoffet forventes at være et levn fra den tidligere brandskole i Gl. Skejby, men ifølge Simon Grünfeld kan stoffet også været kommet fra flere andre kilder.

Aarhus Vand advarer dog fortsat mod at bade og fiske i regnvandsbassinet ved brandskolen.