Georgier tager hjem igen

AGF ophæver kontrakt med Giorgi Diasamidze

Giorgi Diasamidze tager hjem igen. Foto: AGF

21-årige Giorgi Diasamidze fra Georgien må nu tage hjem igen, efter at AGF har ophævet hans kontrakt. Han nåede at spille én kamp for aarhusianerne.

- Konkurrencen om de centrale midtbanepladser på vores Superliga-hold er hård. Da Diasamidze ikke havde udsigt til spilletid, ønskede han selv at få kontrakten ophævet, og det har vi imødekommet, siger sportschef Brian Steen Nielsen til agf.dk.

AGF har haft succes med at hente andre unge spillere i Georgien. David Devdariani har allerede slået sit navn fast, mens Davit Skhirtladze er på vej til at gøre det samme.