Genoptager sin hobby på plejehjem: Én gang duemand altid duemand
Brevdueunger indsamlet over hele landet skal bringe mere liv til Plejehjemmet Skæring. Glæden er stor hos 70-årige Jens Laursen, der bor på plejehjemmet
På Plejehjemmet Skæring nord for Aarhus har beboer Jens Laursen fået et stort ønske opfyldt.
Han har haft brevduer siden 1967 og kan nu genoptage sin hobby, da plejehjemmet har fået et brevdueslag fyldt med brevduer.
Læs også
Brevduerne er kommet til Skæring efter et tæt samarbejde mellem plejehjemmet, Hornslet Brevdueforening og projektet Plant Liv i Sundhed og Omsorg, som arbejder med at skabe mere livsglæde på plejehjemmene i Aarhus Kommune.
Jens Laursen fik sin første brevdue som seksårig, da hans far også havde brevduer, og glæden var stor, da han fik at vide, at han igen ville få brevduer i baghaven på plejehjemmet i Skæring.
- Jeg skal helt sikkert ud og se til dem hver dag. De skal jo passes. Det bliver godt at komme til at lave nogle flyvninger igen – man kan ikke smide så mange års interesse væk, siger Jens Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Glæde i hverdagen
Brevduerne er en invitation til beboerne på plejehjemmet til at komme mere ud, og glæden blandt beboere og personale er allerede stor.
Læs også
Også den lokale brevdueforening er begejstrede for, at der er kommet brevduer til Plejehjemmet Skæring.
- Min første tanke, da jeg hørte om at Plejehjemmet Skæring ville have brevduer var, at det var da en god ide. Duerne kan give et afbræk og glæde i hverdagen. Man bliver så glad for dem og de kan give en så meget – vi er helt sikre på, at beboerne bliver glade for duerne, fortæller Jan Petersen fra Hornslet Brevdueforening.
Han har hjulpet plejehjemmet med at realisere brevduedrømmen. Foreningen har opbygget dueslaget og skaffet dueunger fra brevdueentusiaster i hele Danmark, til trods for at ynglesæsonen for længst er ovre.
Én gang duemand altid duemand
Foreningen lavede et opslag i de forskellige brevdue-grupper på Facebook, hvor de søgte sen-unger til et nyt dueslag på Skæring Plejehjem og var helt overvældede over responsen.
- Der var så mange positive kommentarer og vi fik lynhurtigt samlet 12-14 unger fra hele Jylland, siger Jørgen Sørensen, der har hjulpet med at samle ungerne.
Beboer Jens Laursen har sammen med de andre beboere fulgt opbygningen af dueslaget tæt, og han glæder sig over, at brevdue-interessen er ved at blive vækket hos de andre beboere på plejehjemmet.
Læs også
- Jeg vil så gerne, at de andre beboere bliver glade for dem. Det der med at sidde og drikke en kop kaffe, mens man ser sin due flyve ind, det er skønt. Og en gang ”duemand”, altid ”duemand”, siger Jens Laursen.