Genbo: Mystisk og uhyggeligt
Politiet arbejder fortsat på drabssted
Politiet slår nu fast, at en 57-årig mand, som i går blev fundet død i sin egen lejlighed i Teglværksgade nær Vesterbro Torv i Aarhus var udsat for en forbrydelse.
Og det er både mystisk og uhyggeligt, fortæller en genbo til TV 2 | ØSTJYLLAND. Hun har direkte udsigt til den dræbtes lejlighed på den anden side af gaden og ville gerne kunne hjælpe politiet.
- Men vi har overhovedet ikke hverken hørt eller set noget. Kun nu her hvor det er sket, siger hun og henviser til politiets teknikere, der går rundt i hvide kedeldragter på gaden og i opgangen overfor.
- Det er faktisk det, der gør det lidt uhyggeligt, at det er sket lige på den anden side af gaden. Vi er faktisk dem, der har det bedste udsyn. Så det er lidt ærgerligt, at vi ikke kan hjælpe med noget, siger genboen.
Hun fortæller, at der natten igennem var to hjemmeværnsfolk, som holdt vagt overfor. De blev afløst i morges, fortæller genboen.