Gammel mand kritiserede Cæcilies udseende: - Jeg passede bare mit arbejde

Cæcilie Agerbæk Fokdal havde en ubehagelig oplevelse, da hun var på arbejde i Salling-bageren i Aarhus i søndags.

Så snart 19-årige Cæcilie Agerbæk Fokdal fik en pause, satte hun sig ned og skrev noter om episoden på sin telefon. 

Hun var egentlig okay. Men hun havde brug for at skrive sine tanker ned. For hun fik slet ikke sagt det, hun gerne ville, til den kunde, hun havde betjent tidligere på dagen. 

'Til manden, der følte, han havde et behov for at kommentere på min krop og mine valg i dag, mens jeg var på arbejde,' skrev hun. 

Cæcilie Agerbæk Foksdal tog dette billede af sig selv i den første pause efter episoden.
Cæcilie Agerbæk Foksdal tog dette billede af sig selv i den første pause efter episoden. Foto: Privatfoto

Kritik af tatoveringer

Det hele startede, da Cæcilie Agerbæk Fokdal stod bag bagerdisken og ekspederede søndag omkring klokken 12. En ældre herre bestilte en bolle med pålæg, og mens hun gik i gang med at smøre bollen til ham, sagde han, at hun 'godt nok så sej ud med de tatoveringer'. 

Hun troede først, kommentarerne var ment som et kompliment og sagde 'tak, jeg er også glad for dem'. 

- Men så var det, han sagde, at 'det er vi gamle mennesker godt nok ikke'. Han sagde, at tatoveringer er grimme, og at de er usunde, fortæller Cæcilie Agerbæk Fokdal til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Jeg er aldrig før blevet angrebet på mit udseende. Det var ret chokerende.

Cæcilie Agerbæk Foksal, bagerekspedient

Hun fortæller, at selvom hun prøvede at respondere høfligt og sige, at det vigtigste heldigvis er, at hun kan lide sine tatoveringer, ville den ældre mand ikke slippe emnet. 

- Han sagde også, at tatoveringer sikkert også er usunde, og at det så er ham og resten af samfundet, der kommer til at skulle betale i sidste ende, fortæller hun.

Cæcilie Agerbæk Foksal skrev denne note omkring en time efter oplevelsen med den ældre herre.
Cæcilie Agerbæk Foksal skrev denne note omkring en time efter oplevelsen med den ældre herre. Foto: Privatfoto

Aldrig sket før

Cæcilie Agerbæk Fokdal har arbejdet i en bager i tre år, men har aldrig før oplevet, at nogen har kritiseret hendes udseende.  

- Jeg har oplevet mange trælse kunder, men jeg er aldrig før blevet angrebet på mit udseende. Det var ret chokerende. Men fordi jeg var på arbejde, var jeg nødt til at bare at ignorere det, fortæller hun. 

Cecilie Agerbæk Foksal er selv rigtig glad for sine tatoveringer og har også planer om at få lavet flere.
Cecilie Agerbæk Foksal er selv rigtig glad for sine tatoveringer og har også planer om at få lavet flere. Foto: Privatfoto

Hun har ni tatoveringer i alt. Nogle af dem er nye, og hun er meget glad for dem. 

- Jeg har fået lavet tatoveringerne for min egen skyld, ikke nogen som helst andens. Og derfor er jeg også fuldstændig ligeglad med, om kunden kunne lide dem eller ej. Men jeg synes, det er sygt nok, at han syntes, han havde ret til at kommentere på, hvordan jeg ser ud, når jeg står og smører en bolle til ham, siger hun. 

Skrev opslag i den største Facebook-gruppe

Cæcilie Agerbæk Fokdal kunne ikke sige det til ham, fordi hun var på arbejde og skulle give en god kundeservice. Men da hun kom hjem, fik hun lyst til at fortælle ham, at hun synes, han overskred hendes grænser.

Hun havde også brug for at få luft for sine tanker og følelser. Så hun fandt den største Facebook-gruppe i Aarhus, 'Det sker i Aarhus', og skrev et opslag om episoden her. 

- Jeg fik jo aldrig sagt til ham, at hans kommentarer var upassende, så jeg håber, han har set mit opslag. Og så hjalp det mig at få sagt det højt. Jeg havde brug for, at folk ved, den slags finder sted, siger hun. 

Opslaget fik hurtigt mange kommentarer i gruppen 'Det sker i Aarhus', inden det blev slettet.
Opslaget fik hurtigt mange kommentarer i gruppen 'Det sker i Aarhus', inden det blev slettet. Foto: Privatfoto

Opslaget fik lynhurtigt mange reaktioner og over 60 kommentarer på kort tid, inden det blev slettet af gruppens administratorer. 

- Jeg er glad for, at jeg delte min oplevelse, for mange skrev, at de havde det på samme måde. Det var rart at blive bekræftet i, at det var forkert af ham at kritisere mine tatoveringer, siger hun og tilføjer:

- Han må mene lige, hvad han vil om tatoveringer, men der er ingen grund til at stille mig i den situation, når jeg bare står og passer mit arbejde.