GALLERI: Hunde til photoshoot: - De bliver mere og mere en del af familien

Hundehaven Potefryd arrangerede i weekenden photoshoot for hunde. Her kan du se nogle af de fine portrætter.

Lille Sam her er svær at stå for. Foto: Steen Heine Photography

Når vores kære børn får taget skolefotos, hænger de på væggen til evigt minde. Og for nogle er deres hunde på samme måde en så stor en del af familien, at de gerne vil bruge 250 kroner på det perfekte billede af Fido, Walther eller Plet.

Derfor arrangerede Hundehaven Potefryd photoshoot – kun for hunde. I alt 13 hunde blev fotograferet i løbet af søndagen.

Hunde har en helt anden opmærksomhed og vil gerne fotograferes, hvis de får en godbid. Det er svært at have godbidder med til mennesker.

Steen Heine Kristensen, fotograf

- Vi er lidt overvældet over hvor mange, der er mødt op. Der er endda nogle, der er mødt op, som ikke har tilmeldt sig, så det forsøger vi jo at skabe plads til, siger Else Andersen fra Hundehaven Potefryd til TV2 ØSTJYLLAND.

Til hunde-photoshoot er personer forbudt på billederne. Her er det søde Tika. Foto: Steen Heine Photography

Til daglig danner lokalerne ramme om en dagpleje for hunde, hvor man kan have dem gående, imens man er på arbejde. Men i dag var der hyret en professionel fotograf til at forevige hundene.

- Hunde bliver mere og mere en del af familien. Folk går mere og mere op i, at hunden skal have det godt. En hund skaber meget glæde i dagligdagen, og der er mange, der gerne vil forevige deres glæde og minder med hunden, siger Else Andersen.

02:22

VIDEO: Se, hvordan det gik til, da de skønne hunde skulle foreviges.

Luk video

En del af familien

En af dem, der gerne ville have taget billeder af sin hund, var Anne Kortegaard. Hendes hund, Isak, er snart to år gammel og er blevet en del af familien.

- Det kan være lidt svært at få taget et billede af en hund, fordi der er så meget fart på. Det er der i hvert fald på min. Det er svært bare at få ham til at sidde stille. Jeg ville gerne have et godt billede, jeg kunne hænge op derhjemme, siger Anne Kortegaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Mon ikke Bella her har fået en del godbidder, mens den fik taget sit portrætfoto. Man er vel labrador. Foto: Steen Heine Photography

- Det er gået overraskende godt i dag. Jeg troede, han ville have svært ved at sidde stille, men det havde han faktisk ikke. Der var mange godbidder, som han godt kunne lide, så dem gav jeg til ham. Og så sad han stille, siger hun.

Læs også Lisbeth nusser sine køer – og det giver plus på klimakontoen

"Mere ud med tungen, Simba. Sådan der, det er flot! Dygtig hund."  Foto: Steen Heine Photography

Nemmere med hunde

Fotografen er vant til at tage portrætbilleder af mennesker, men til hunde-photoshoot er personer forbudt på billederne. Og selvom det var første gang, han forsøgte sig udi hundeportrættets ædle kunst, så gik det faktisk overraskende godt. Blandt andet fordi han var bevæbnet med godter.

- Det er meget, meget nemmere at fotografere hunde. De har en helt anden opmærksomhed og vil gerne fotograferes, hvis de får en godbid. Det er svært at have godbidder med til mennesker, når man fotograferer, siger fotograf Steen Heine Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Den smarte herre her hedder Charlie. Foto: Steen Heine Photography

På grund af den store interesse er Hundehaven Potefryd allerede i gang med at arrangere et nyt photoshoot.