Fyringer på vej i skandalesag
Der er fyringer og mulige sigtelser på vej i kølvandet på sagen om gadeplansindsatsen i det vestlige Aarhus, viser nyt notat.
Ni medarbejdere risikerer at blive fyret eller få advarsler.
Det er den foreløbige status på sagen om UC Gadeplan og Kontaktstedet i Aarhus-bydelen Gellerup.
Et notat, der er overbragt til de lokale politikere, og som TV2 ØSTJYLLAND har set, afslører desuden, at der er videresendt informationer til Østjyllands Politi, der nu skal vurdere, om der kan rejses sigtelser i sagen.
Ydermere konkluderes det, at UC Gadeplan og Kontaktstedet ikke kan fortsætte i deres nuværende form. Der lægges op til en omfattende gentænkning af indsatsen på det kriminalpræventive område i Aarhus Kommune.
UC Gadeplan og Kontaktstedet i Gellerup kom i september i offentlighedens søgelys, da en stribe medarbejdere blev fritaget for tjeneste. Det var blandt andet en mistanke om læk af personlige oplysninger og et overfald, der fik kommunen til at skride til det.
De omtalte medarbejdere har siden været hjemsendt med løn, men for nogle af dem venter altså nu potentielle fyringer.
Notatet viser ifølge byrådspolitiker Gert Bjerregaard (V), der er medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget, at der er tale om en større sag. En sag, der ikke begrænser sig til én eller få medarbejdere.
- Der er lagt op til ni sanktioner, herunder afskedigelsessager, og det bekræfter mig i, at det her er meget alvorligt. Der har været fuldstændig lovløshed blandt en del af de her medarbejdere, siger han.
Vil have eksterne øjne på sagen
Gert Bjerregaard har nu fremsat et forslag om at lave en ekstern undersøgelse af sagen og forløbet.
Der er ifølge beslutningsforslaget behov for at belyse den 'ekstremt grænseoverskridende adfærd og kultur', der angiveligt har været omkring UC Gadeplan og Kontaktstedet. Gert Bjerregaard stiller en række konkrete spørgsmål, som han savner belyst - blandt andet også hvad lagene i kommunen over UC Gadeplan og Kontaktstedet vidste.
- Min bekymring er, om vi har fået det hele med. Er alle sten vendt i den her sag? Er vi sikre på, at man har været kritisk over for dem, der sidder længere oppe i systemet? Vi er nødt til at få eksterne øjne på det, siger Venstre-politikeren.
Det er tidligere beskrevet, at der allerede i juni kom oplysninger om problemer i UC Gadeplan og Kontaktstedet ind til kommunen. På grund af blandt andet ferie var det dog først i august og september, at der blev handlet på de kritisable forhold, der blev beskrevet.
Det har Aarhus Kommune senere beklaget, og en direktør på området har erkendt, at man burde have reageret tidligere.
Vil lægge oplysninger frem
Rådmand for Social Forhold og Beskæftigelse Anders Winnerskjold (S) mener, at mange af spørgsmålene om sagen er besvaret. Men hvis byrådspolitikere savner flere, vil han og hans magistrat gerne fortælle, hvad de kan.
- Jeg er dog lidt usikker på, hvad det er for noget information, man mangler. Men hvis der er information, der mangler at blive svaret på, står vi i den grad til rådighed, siger rådmanden.
Der er en personaleproces og politimæssig efterforskning i gang, og når den er afsluttet, lægger vi alt frem, vi overhovedet kan
Anders Winnerskjold er dog ikke enig i, at der er brug for en ekstern undersøgelse. Det kan godt håndteres af kommunen, mener han.
- Jeg har tillid til den øverste ledelse i MSB (Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse, red.) til at lave den her undersøgelse.
Rådmanden tilføjer, at man allerede er i stand til at håndtere forskellige personalesager, også alvorlige, og at det allerede sker. Derfor forstår han ikke, hvorfor det skulle være et problem i denne sag.
- Men hvis der er et bredt politisk ønske om en ekstern undersøgelse, vil jeg ikke blokere for det. Derfor er det fint at få den her diskussion op i byrådet, siger Anders Winnerskjold.
Han oplyser yderligere, at kommunen, når sagerne med medarbejderne er overstået, vil fremlægge nye oplysninger om sagen.
- Der er en personaleproces og politimæssig efterforskning i gang, og når den er afsluttet, lægger vi alt frem, vi overhovedet kan, siger rådmand Anders Winnerskjold.
På grund af politiets efterforskning kan rådmanden ikke oplyse, hvilke potentielt strafbare forhold man har fundet og bragt videre til politiet. Heller ikke, hvor mange personer der mistænkes at have begået ulovligheder.