Fundet i god behold: Politiet ledte med helikopter og hunde efter forsvundet kvinde

Østjyllands Politi har dagen igennem ledt efter en kvinde i Solbjerg. Tirsdag aften er hun fundet i god behold. Familien er underrettet.

Østjyllands Politi spurgte tirsdag morgen offentligheden om hjælp til at finde en 54-årig kvinde, der havde forladt sit hjem i nedtrykt tilstand.

Kvinden forlod sit hjem i Solbjerg på cykel mandag aften ved 21-tiden. 

Politiet har natten igennem ledt i og omkring Solbjerg syd for Aarhus med både helikopter, hunde og adskillige patruljer.

Det arbejde er tirsdag morgen genoptaget.

Natten til tirsdag er der ledt med helikopter efter kvinden.
Natten til tirsdag er der ledt med helikopter efter kvinden. Foto: Marie Carøe Lind (privatfoto)

Tjek udhuse og lignende

Politiet kom også med en opfordring til borgere i særligt Solbjerg-området om at tjekke i carporte, udhuse, legehuse, kældre og lignende, da kvinden muligvis kunne have søgt tilflugt der.

- Ser man hende, så ring meget gerne til os med det samme, sagde Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.

Tirsdag eftermiddag oplyste Østjyllands Politi på Twitter, at kvinden var i Rema1000, efter hun forlod sit hjem, og at hun havde en gul refleksvest bagpå cyklen.

Tirsdag aften er kvinden altså blevet fundet i god behold, og familien er underrettet. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.