Fuldtidsansatte i tomme klasseværelser: Folkeskoler er langt fra fyldt med ukrainske flygtninge
Folkeskoler, der skulle have taget imod ukrainske flygtninge, er ikke blevet taget i brug. Nu står klasseværelser tomme, mens nyansatte venter på at komme i gang med det, de er blevet ansat til.
556.
Så mange ukrainske flygtningebørn har de aarhusianske folkeskoler gjort klar til at kunne modtage.
Men det er langt fra alle stole i klasselokalerne, der er blevet optaget.
Ud af de i alt 11 skoler, der er blevet sat på opgaven, er det kun seks af dem, der har fået ukrainske børn.
En af dem, der endnu har til gode at velkomme flygtninge, er Skåde Skole, der ligger i Skåde syd for Aarhus centrum.
- Det er en mærkelig situation at stå i, siger skoleleder Mogens Steen Petersen.
Fuldtidsansatte venter på børnene
Skolelederen har været med til at gøre Skåde Skole klar i en vis fart, så den fra 2. maj var parat til mødet med de flygtende børn.
Klasselokaler er blevet stillet til rådighed, og i alt seks lærere samt pædagoger er blevet fuldtidsansat.
Skolen har nemlig fået besked på, at den skal kunne rumme 54 elever fordelt i tre klasser.
Men det er altså endnu ikke blevet udnyttet.
- Reelt set er det jo ressourcespild, at vi har lærere og pædagoger, der sidder her, som var ansat til at undervise ukrainske flygtninge, siger skolelederen på Skåde Skole.
Så mange har hver skole ansat til at tage sig af ukrainske flygtninge
Frederiksbjerg Skole har ansat seks på fuldtid
Samsøgade Skole har ansat seks på fuldtid
Kragelundskolen har anset fire på fuldtid
Skjoldhøjskolen har ansat syv på fuldtid
Tilst Skole kan ansætte seks på fuldtid, men har ikke overansat i forhold til antallet af ukrainske flygtninge
Ellevangskolen har ansat fire på fuldtid
Skæring Skole har ansat seks på fuldtid
Bavnehøj Skole har ansat tre på fuldtid
Strandskolen har ansat fire på fuldtid
Næshøjskolen har ansat seks på fuldtid
Men Mogens Steen Petersen er med på, at det er et vilkår, når situationen er, som den er.
- Det er meget bedre at være klar til dem, der ikke kommer end ikke at være klar til dem, der kommer.
Læs også
Og det er heller ikke sådan, at de seks fuldtidsansatte slet ikke har noget at tage sig til. De indgår nemlig i vagtplanen på anden vis, men de ekstra hænder har også en bagside.
- Vi arbejder relationelt, så når vi skal fjerne de ekstra lærere, når der kommer ukrainere, har vi problemet, siger han.
Skåde Skole har ikke fået nogen indikation på, om der vil komme nogen ukrainske flygtninge i den nærmeste fremtid, men de tomme klasselokaler og de seks ansatte står klar.
Rådmand vil fortsætte med overkapacitet
Helt præcis er der indtil videre indskrevet 157 ukrainske flygtningebørn, men Aarhus Kommune forventer, at den fulde kapacitet vil blive udnyttet hen over de kommende måneder.
Derfor har det været en helt bevidst strategi, at man fra kommunens side har valgt at arbejde ud fra, at det er bedre at køre med overkapacitet end underkapacitet.
Der har dog været nogle svære overvejelser i forbindelse med valget af strategien, fortæller rådmand for Børn og Unge i kommunen, Thomas Medom (SF). Men han er glad for valget.
- De danske børn kommer til at opleve ekstra overskud på de folkeskoler, der endnu ikke har modtaget ukrainske flygtningebørn, siger han.
Er det ikke spildte ressourcer, at folkeskolerne har ansat folk til at tage sig af børn, der ikke er der?
- Det er en krig. En usædvanlig situation. Det er ikke spildte ressourcer. Det er den rigtige prioritering, for de nyansatte lærere og pædagoger triller ikke bare tommelfingre, siger han.
Læs også
Aarhus Kommune havde dog planer om at udvide med endnu flere folkeskoler end de allerede 11, men den del af planen er nu sat i bero.
- Der er ingen grund til at inkludere flere folkeskoler, så længe vi ikke ved, hvor mange der kommer, og når vi stadig har tomme skoler, der står til rådighed, siger Thomas Medom.
- Men antallet af ukrainske flygtningebørn i kommunen stiger hver dag, og så længe det går den vej, vil vi ikke skalere ned.