Fuld og på bygningslift

57-årig mand nægtede at komme ned fra lift

Foto: Colourbox

Østjyllands Politi måtte onsdag foretage en lidt anderledes anholdelse. Den 57-årige mand, som politiet skulle tale med, var på arbejde og befandt sig derfor i en bygningslift, da han var ved at beskære træer.

- Den 57-årige mand skulle have været mødt op i fogedretten. Det gjorde han ikke, og derfor fik han besøg af os, siger politikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den 57-årige mand nægtede dog at komme ned fra liften og forsøgte i stedet at køre fra politiet. Han kørte liften ud på vejen, hvor der kom andre trafikanter.

- Det får betjentene til at trykke på nød-stop-knappen, så liften stopper og kører ned. Og her kunne de så konstatere, at han var påvirket af spiritus, siger Thomas Hinge.

Manden blev herefter anholdt, fik taget blodprøve og blev - inden løsladelse - kørt til fogedretten.