Fuld bilist ramte cyklist
En 25-årig kvindelig cyklist er bragt til skadestuen, efter at hun blev ramt af en bil
19. mar 2015, kl. 10:35
Mere end 30 dage gammel
En 49-årig mandlig bilist kom onsdag ved 15.30-tiden kørende ad Monradsvej i Viby, hvor han skulle svinge til højre ad Holme Ringvej.
Her ramte han en 25-årig kvinde, der var på cykel, og som ligeledes skulle til højre i krydset.
- Hun er bragt til skadestuen, men jeg ved ikke mere om, hvordan hendes situation er, siger Vagn Martinussen, der er politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 49-årige bilist viste sig ved en udåndingsprøve at være påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.