Frygter flere dødsulykker når skolebørn skal krydse stor vej
For mange elever vil vejen gennem "Dødskrydset" være den korteste til ny skole i Gellerup.
Når Aarhus Kommune om få år slår dørene op til den nye skole i Gellerup, vil en del af eleverne komme fra boligområdet Bispehaven.
Men for at børnene kan komme i skole, skal de krydse Åby Ringvej, og her frygter Bispehavens beboerformand, Alex Young Pedersen, at børnene tager den direkte rute over krydset ved Edwin Rahrs Vej.
- Der har været en lang række uheld, og der er også en tendens til, at folk kører en smule hasarderet og tror, at de lige kan nå over for gult, siger han.
Rigspolitiet: Derfor er der endnu ikke kommet kameraer op
Mangel på tekniske ressourcer og folk med den rette viden er årsagen til, at der endnu ikke er sat et kamera op i det omdiskuterede "dødskryds", hvor Edwin Rahrs Vej rammer Åby Ringvej i det vestlige Aarhus.
- Vi prøver på at ansætte flere, men det tager tid at lære dem op i det her. Det er simpelthen begrænset, hvor mange mennesker, der kan udføre det her arbejde, siger Rigspolitiets it-direktør, Stig Lundbech, til TV 2.
- De skal både vide noget om den konkrete kameraløsning og om politiets egne it-systemer og infrastruktur. Dem er der en begrænset mængde af, og de arbejder på andre, kritiske projekter, siger Stig Lundbech.
Handler det om, at politiet ikke har penge til at erhverve de her folk, eller findes de slet ikke derude?
- Jamen, problemet er, at folk ikke er på markedet. Vi har løbende ledige stillinger på den her type teknisk profil, men vi har svært ved at rekruttere dem. Der er flere ledige stillinger, end der er medarbejdere med de rette kompetencer i øjeblikket, siger it-direktør Stig Lundbech.
To unge kvinder har mistet livet
Beboerformanden efterlyser derfor en gangbro eller tunnel, så skolebørn og andre bløde trafikanter ikke skal vove sig ud i krydset, hvor to unge kvinder har mistet livet, fordi bilister kørte over for rødt i henholdsvis 2018 og 2020.
- Det værst tænkelige tilfælde er jo, at nogen kommer alvorligt til skade eller omkommer i det her kryds igen, siger Alex Young Pedersen.
Som følge af dødsulykkerne har der gennem flere år været talt om at gøre en indsats for at styrke trafiksikkerheden krydset. Konkret er det foreslået at sætte kameraer op for at forebygge den hasarderede kørsel. Men indtil videre er det initiativ strandet på ressourcemangel hos Rigspolitiet.
Alle var enige, men intet skete
Efter to dødsulykker i 2018 og 2020 var alle enige om, at sikkerheden i krydset skulle styrkes.
Aarhus Kommune, Østjyllands Politi, Vejdirektoratet og Rigspolitiet blev enige om at køre et forsøg med rødkørselskameraer, der blitzer bilister, som kører over for rødt.
I dag - halvandet år senere - er der bare intet sket. Forsøget, der skulle være afsluttet i 2022, blev aldrig sat i gang.
I september oplyste Rigspolitiet så, at man planlægger at igangsætte en forundersøgelse om rødkørselskameraer i første halvdel af 2023.
Sikkerhedssituationen i det såkaldte "Dødskryds" er derfor uændret, men som TV2 Østjylland de seneste dage har dokumenteret, bliver der fortsat kørt over for både gult og rødt. På en tilfældig dag i februar kørte 39 bilister således over for gult, mens fire kørte over for rødt på bare én time.
- Børnene tager den korteste vej
Planen er da også, at de kommende skolebørn skal benytte en eksisterende tunnel under Åby Ringvej. Gør de det, er turen fra Bispehaven til den nye skole fem kilometer lang. Men vælger børnene i stedet den direkte vej over krydset ved Edwin Rahrs Vej, slipper de med tre kilometer.
En ting er, hvad forældrene siger. Noget andet er, hvad børnene gør
Alex Young Pedersen frygter derfor, at børnene vælger den korte, men farligere vej til skole.
- En ting er, hvad forældrene siger. Noget andet er, hvad børnene gør, når de kommer ud på egen hånd. Der tror jeg, de tager den korteste vej, siger Alex Young Pedersen.
Bestyrelsen i Bispehaven har derfor foreslået, at der etableres en tunnel under vejen i forbindelse med opførelsen af den nye skole.
Sætter undersøgelse i gang og går til ministeren
Ifølge rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Nicolaj Bang (K) har kommunen ikke set på mulighederne for at anlægge en tunnel, men efter TV2 Østjyllands henvendelse har han nu sat den undersøgelse i gang.
Kommunen har imidlertid undersøgt, hvad det vil kræve at anlægge en bro over vejen. En løsning, Nicolaj Bang betegner som både dyr og ineffektiv.
- Den skulle for det første have en 150 meter lang rampe, og den ville medføre så stor en omvej, at sandsynligheden for at folk ville benytte den er meget lille. Og så er det en investering på 60 millioner kroner, siger han.
- Falliterklæring
Nicolaj Bang understreger, at Aarhus Kommune fortsat afventer, at Rigspolitiet sætter rødkørselskameraer op i krydset. Det burde ifølge rådmanden være sket for længst.
- Jeg synes, det er bekymrende at høre, at Rigspolitiet ikke har ressourcer nok til at prioritere sikkerheden i Danmarks næststørste by, siger han og erkender at myndighederne burde have handlet hurtigere i den sag.
- Det er en generel falliterklæring, at vi ikke har fået sat en dagsorden, det er en falliterklæring, at man ikke har ressourcer, og det er en falliterklæring på Christiansborg, at man ikke har fået det her til at ske, siger Nicolaj Bang.
Sammen med borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil han nu rette henvendelse til justitsministeren for - endnu engang - at fremsætte ønsket om at få rødkørselskameraer op i det berygtede kryds.
Se dokumentaren om 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen, der mistede livet i Dødskrydset.
Se alle afsnit i dokumentaren her.