Frustreret pakkebud brændte sin scooter af
24-årig brændte sin scooter af i frustration. Det må man ikke.
Uanset hvor frustreret man er, skal man ikke sætte ild til sin scooter. Det lærte et 24-årigt pakkebud på den hårde måde onsdag formiddag.
Han troppede selv op på politigården i Aarhus, hvor han fortalte, at han havde brændt en scooter af i Universitetsparken i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Læs også
Årsagen til afbrændingen, forklarede den 24-årige, var, at han havde haft tekniske problemer med scooteren og i frustration havde sat ild til den. Den 24-årige var i øvrigt nyansat.
Politiet fandt rigtigt nok den udbrændte scooter på det sted, som den 24-årige havde udpeget. Både scooter og flere pakker var brændt.
Og den går altså ikke. Den 24-årige blev anholdt og er nu sigtet for groft hærværk.