Frivillige bruger 2000 timer på at hjælpe brandfolk
Frivillige i beredskabet bruger tusindvis af timer på at hjælpe de brandfolk, der forsøger at stoppe branden i Studstrupværket.
Mens brandfolk knokler for at slukke branden på Studstrupværket, arbejder frivillige hårdt for at slukke tørsten og sulten hos brandfolkene.
Der er blevet serveret både morgenmad, frokost, aftensmad og natmad til de hårdtarbejdende i brandvæsnet.
Læs også
Og det kræver altså en hel del at fylde depoterne op på en stor flok brandfolk.
- I går (tirsdag, red.) opgjorde vi det til lidt over 2000 timer fordelt på 30-35 mennesker, fortæller Jonna Lassen, der har været frivillig i beredskabet de seneste 27 år.
En passion
De første frivillige møder ind klokken 05, mens de sidste går hjem omkring klokken 23. Og i den tid skal cirka 100 brandfolk mættes med fire måltider. Men Jonna Lassen gør det gerne.
- Der ligger en passion i, at man kan mærke, at man gør en forskel, siger hun.
Selvom Jonna Lassen har knoklet i 27 år i beredskabet, bliver hun overgået af Elsebeth Nielsen, der har været en del af det frivillige hold i 40 år. Hun ser branden på Studstrupværket, som en af de største opgaver, der har været i den tid.
- Jeg synes, at det er fantastisk spændende, og bare det, at vi har kunne klare sådan en opgave, det synes jeg er stort, siger Elsebeth Nielsen.
Indsatsen fra de mange frivillige bliver også værdsat blandt de sultne brandfolk.
- Det kan slet ikke beskrives. Det er guld værd for os, siger Kent Winther, der er indsatsleder i Østjyllands Brandvæsen, og fortsætter:
- Vi venter i spænding om morgenen, til middag, til aften eller til natmaden. Hvad får vi nu? Vi værdsætter det rigtig meget. Og tak er et sølle ord.
Onsdag lyder meldingen fra Østjyllands Brandvæsen, at de forventer branden på Studstrupværket vil være slukket inden for de næste par dage.