Friheden blev fyldt til bristepunktet - flere gik forgæves
Flere gæster kom ikke ind til onsdagens store koncert i Tivoli Friheden, og det får arrangør til at love ny ordning.
Mens kunstnere som Bro og Djames Braun onsdag fik folk til at hoppe og klappe i takt til Radio go!FM LIVE i Tivoli Friheden i Aarhus, var der ikke så meget at klappe af udenfor.
Ved forlystelsesparkens indgang stod nemlig mange, der var gået forgæves til aftenens koncerter - selvom de havde en billet. Og det har fået flere til tasterne på sociale medier.
Læs også
Situationen ærgrer arrangør og direktør i Radio Go!FM Ole Søndergaard.
- Hver eneste en, der er gået forgæves, er en for meget. Jeg gik selv ud foran og snakkede med en del af dem, for det er mit ansvar. At der står bare to mennesker udenfor er træls, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er tale om et årligt, gratis arrangement, hvor radioen i samarbejde med Tivoli Friheden har inviteret en række kunstnere. Denne gang var det musikere som Johnson, Barbara Moleko, Safri Duo og Kato, der tiltrak tusindvis af mennesker.
Direktøren vurderer, at nogle hundrede af dem stod udenfor. Og derfor kommer der også til at ske ændringer inden næste gang, lover han.
13.200 festede foran scenen
Kritikken går blandt andet på, at Radio go!FM har uddelt flere billetter, end der var pladser til i forlystelsesparken.
Noget, man har gjort alle årene, fortæller Ole Søndergaard. Han vil dog ikke ud med præcist, hvor mange billetter der er delt ud.
- Hvis vi giver 100 billetter ud, plejer 50 af dem at blive brugt. Det har ikke tidligere givet udfordringer, men for en uge siden var vi ude at sige, at det er først til mølle, siger han.
Arrangementet var sikkerhedsgodkendt til 14.000 gæster. Derfor lukkede dørene 18.15, da man kunne se, at det nærmede sig, fortæller Henrik Olesen, direktør for Tivoli Friheden.
I alt endte koncerten med at have 13.200 tilskuere.
Det skyldes, at systemet ikke kan holde øje med, hvor mange der kommer ud igen, og man kan derfor ikke lukke folk ind løbende, selvom nogle forlader Tivoli Friheden undervejs, lyder det.
- Det blev gennemført på sikker måde, selvom der var mange mennesker. Min opfattelse er, at det var en god oplevelse, siger Henrik Olesen.
Lange køer til barer og toiletter
Det var dog ikke kun situationen udenfor, der har givet kritik fra de fremmødte. Blandt andet bliver lange køer til både toiletter og barer nævnt.
- Der var lang kø ved toiletterne på trods af, at vi har bygget en masse nye - 100 i nærheden af scenen. Måske skal vi være bedre til at vise, at der er toiletter andre steder, siger Friheden-direktøren.
Ifølge ham er det sjældent, at koncertområdet kommer i nærheden af sin maksbelastning.
- Det er kun tredje gang i de 20 år, jeg har været ansat, at dørene er blevet lukket. Så ved 95 procent af de arrangementer, vi holder, vil der ikke være så lange køer til barerne. Det er ikke altid, man kan planlægge ud fra den maksimale, siger Henrik Olesen.
Onsdagens Radio go!FM-koncert var den fjerde koncert, der blev afholdt på Tivoli Frihedens nye scene, der blev indviet i begyndelsen af maj.
Udfordringen skal løses
Selvom det er ærgerligt, at flere måtte gå forgæves, understreger Go! FM-direktøren, at det var den vildeste fest i ti år.
Fremmødet overgik samme arrangement, der blev afholdt i september sidste år, hvor billetterne blev delt ud på samme måde. Antallet af gæster kan dog være meget påvirket af omstændigheder, som er svære at forudsige, fortæller Ole Søndergaard.
- Det kan være så simpelt, som at solen skinner, siger han.
Læs også
Tilmeldingen til arrangementet vil fremover blive håndteret på en anden måde. Hvordan ved man dog ikke endnu.
- Jeg er i dialog med nogle af dem, der ikke kom ind, men som havde nogle gode idéer. Det kan også være, vi skal spørge Tivoli om, hvor mange der kan være, og så er det præcis det antal billetter, vi giver ud. Men det er også ærgerligt, hvis det kun er halvdelen, der kommer, siger Ole Søndergaard.