Fridag, siger du? Ikke på Egebakkeskolen - og det er fint nok
Mange har tirsdag nydt en fridag - men ikke eleverne på Egebakkeskolen i Brabrand, de mødte her til morgen ind, helt som de plejer
De fleste af os har tirsdag holdt en fridag i anledning af grundlovsdag. Og langt de fleste butikker, daginstitutioner har holdt lukket, ligesom der har været låste døre og tomme klasseværelser på skoler rundt om i Østjylland.
Bare ikke på Egebakkeskolen i Brabrand. Her er grundlovsdag ikke en fridag, som på andre skoler.
Læs også
- Jeg synes, det er helt fint, for jeg ved ikke så meget om grundloven, siger Aisha Gunalan, elev på Egebakkeskolen.
Heller ikke skolekammeraten Lauritz Wegger har det store imod at være i skole, mens andre holder fri.
- Det er fint nok, for vi får en fridag en anden dag, og så bliver vi også lige en tak klogere, siger han.
Er der slet ikke nogen, der brokker sig over, at de skal i skole?
- Nej, der har ikke været noget brok. De ved jo, at alle har 200 skoledage, og i dag har vi en af dem. Men jeg tror da nok, at hvis du går ud og spørger dem, om de hellere vil have sovet længe, så kan det godt være, du får et ja, siger skoleleder Lisbeth Rasmussen på Egebakkeskolen.
Lærer om grundloven
På den lille privatskole i Brabrand er grundlovsundervisning grundlovsdag blevet en fast tradition, hvor eleverne arbejder med forskellige emner, der relaterer sig til grundloven.
Læs også
Hvad ved du egentlig om grundloven?
- Jeg ved, at vi fik afskaffet enevælden, og at det var en stor dag for alle. Man fik sat fokus på demokratiet og folks meninger, siger skoleelev Maria Brøchner fra Egebakkeskolen.
Hvorfor er det så vigtigt, at vi har en grundlov?
- Fordi, særligt da vi fik den, gjorde det, at folk i hele Danmark fik mere magt, og det er grunden til, at vi står her i dag og har Folketinget, og at vi kan være med til at bestemme, hvordan det skal være her i vores land, forklarer klassekammeraten Ebbe Madsen.
Dagen sluttede med musik for børn og de forældre, som også brugte fridagen på skolen.
- Jeg synes, at det var rigtig, rigtig godt givet ud, at jeg stod op klokken 6 i her til morgen for at få barnet i skole. Det var slet ikke noget problem, siger Kim Strange.
I videoen øverst i artiklen kan DU komme med en tur på skolebænken grundlovsdag. Herunder kan du se statsminister Lars Løkke Rasmussen (S) holde sin grundlovstale i Hørhaven i det sydlige Aarhus.