Fremtidens legetøj tæt på at se dagens lys

Unge iværksættere fra Aarhus satser på at give børn og forældre muligheden for at skabe personligt legetøj

03:16

1 af 2

Legetøj bliver i dag købt i butikkerne eller på internettet. Men sådan bliver det måske ikke ved med at være. I fremtiden kan børn selv printe deres plastfigurer i stuen eller på spisebordet.

Det er idéen bag den aarhusianske virksomhed Sculpto, som har opfundet en 3D-printer til hjemmebrug.

For at kunne realisere projektet, har de to iværksættere nu startet en crowdfunding-kampagne for at indsamle penge. Målet er at indsamle 150.000 kroner i løbet af de næste 30 dage.

- Pengene skal bruges på at opstarte produktionen af printerne, således vi kan komme i gang med at sælge den. Det er godt for forbrugeren, fordi de kan få den til en lavere pris, end når den kommer på markedet, og så kan de være med i hele processen for at føre fremtidens legetøj ud i virkeligheden, siger Jacob Lindeberg, der er en af kræfterne bag Sculpto.

unge iværksættere fra Aarhus sagde nej til 600.000 kroner

De to iværksættere fik for nylig afprøvet deres ide foran et panel af garvede erhvervsfolk, da de deltog i programmet Løvens Hule på DR1.

Her ville to af de pengestærke erhvervsfolk Tommy Ahler og Birgit Aaby gerne investere 600.000 kroner, men til gengæld krævede de 40 procents ejerskab af virksomheden, og det var alligevel for meget for de unge iværksættere. De tror på, at det er realistisk, at de kan få gang i produktionen med hjælp af Kickstarter-kampagnen.

- Hvis man ser på kampagnen, som nu har været i gang i 14 timer, så har vi indsamlet 73.000 kroner på nuværende tidspunkt, og det er lige godt halvdelen af det, vi skal bruge. Så det ser ret godt ud, for vi har stadig 29 dage til at indsamle de sidste 75.000, vi skal bruge. Så det ser rigtig godt ud, siger Jacob Linneberg.

Fredag først på eftermiddagen har virksomheden indsamlet over 84.000 kroner under Kickstarter-kampagnen.

I videoen øverst på siden kan du se mere om fremtidens legetøj.