Fredens Moské beklager imams rådgivning
Torsdag aften udsendte bestyrelsen i moskéen en pressemeddelelse
Fredens Moské i Aarhus har torsdag aften udsendt en pressemeddelelse, hvori de tager afstand fra en imams rådgivning.
Imamens rådgivning blev afsløret i TV 2-dokumentaren 'Moskéerne Bag Sløret' torsdag aften, og den viste blandt andet, at da TV 2s kvindelige muldvarp foregiver at være en voldsramt kvinde, så råder imam Radwan Mansour hende til ikke at gå til politiet.
Det har fået Fredens Moské til at skrive følgende i pressemeddelelsen:
- I forbindelse med TV2s udsendelse moskéerne bag sløret viser det sig, at en imam i vores forening har rådgivet en kvinde, der beskrev voldelige overgreb fra sin mand, om ikke at klage til politiet. Dette er dybt beklageligt og imod foreningens principper. Uanset hvilken situation det måtte være, bør imamen udover at være sjælesorger, rådgive kvinden om hendes muligheder og yde hjælp til selvhjælp.
Bestyrelsen i Fredens Moské skriver desuden, at den har taget en samtale med den pågældende imam for at gennemgå foreningens principper og sikre, at sådanne hændelser ikke gentager sig.
Herunder kan du se et indslag om Fredens Moské.