Freddie fandt sin fars gamle Porsche
Aarhusiansk arkitekt har en forkærlighed for den tyske sportsvogn
- Det er svært. Jeg har nok haft en 37-38 styk.
Sådan lyder Freddie Eriksens umiddelbare svar på spørgsmålet om, hvor mange biler af mærket Porsche han har haft stående i sin garage gennem årene.
For ham handler det ikke om tal, men om en passion. Lige siden han var barn har den tyske bilfabrikant haft en helt særlig plads i hans hjerte.
Første gang han sad i en Porsche var som niårig, og siden dengang er det blevet til utallige ture - nu med ham selv bag rattet.
- Det er formen, der tiltaler mig, og så er den fantastisk godt lavet. Den kan være lidt svær at køre i, men det har jeg lært, siger han.
Freddie Eriksen er arkitekt og bor i Aarhus. Han er formand for Porsche 356 Club Denmark. Selv ejer han to Porsche 356. Den ene af dem er rød og gemmer på lidt af en historie:
- Min far købte den som ny fra fabrikken i 1963, men solgte den senere videre, fortæller han.
Gensynets glæde
Efter salget nåede den røde Porsche at skifte hænder flere gange. Indtil i 1980'erne, hvor Freddie Eriksens fætter uden at vide det købte den tilbage.
- Jeg kunne se med det samme, at det var min fars. Jeg sagde derfor til min fætter, at hvis han en dag ville sælge den, så ville jeg gerne købe den, siger han.
I dag er Porschen så tilbage i Freddie Eriksens liv og kommer gerne ud at leve på vejene:
- Min grundholdning til det er, at sådan en bil skal bruges. Det er også det gode ved Porsche. Det kan de holde til, forklarer han.
Freddie Eriksen ejer i alt seks Porscher - to 356'er, tre 911'er og en 914-6 GT. De er produceret i årene 1958 til 1986.
Kom med en tur ud at køre i Freddie Eriksens røde Porsche 356 Coupé i tv-indslaget øverst i artiklen.
Hans historie indgår som en del af programmet 'Livet + Det Løse' på TV 2 | ØSTJYLLAND. Se hele programmet ved at klikke her.