Fræk is-plakat bliver stjålet fra omklædningsrum
Hundredevis af is-plakater er forsvundet fra herrernes omklædningsrum i Danmarks største fitnesskæde
En reklameplakat for en kølende protein-is går som varmt brød.
I hvert fald er flere hundrede eksemplarer forsvundet fra herrernes omklædningsrum i Danmarks største fitnesskæde, Fitnessworld.
- Det er ikke noget, vi normalt oplever i den skala. Designet må tiltale målgruppen, siger Jonas Sand, der er client manager i reklamebureauet Citrusmedia til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han anslår, at det drejer sig om 300-400 plakater, der er pillet ned.
Plakaten viser en strandløvinde, der er meget glad for is.
Det må være det gode vejr
Det er Kramer's Is fra Aarhus, der de seneste uger har kørt en landsdækkende kampagne, og som nu ved dens afslutning kan konstatere, at den har haft stor gennemslagskraft.- Det er selvfølgelig ærgerligt, at folk har fjernet vores reklame, nu når vi har betalt mange penge for den. Det havde vi overhovedet ikke regnet med det, men det må være en god reklame, når folk tager den med hjem, siger en af indehaverne af Kramer's Is, Buster Kramer.
Plakaterne har både hængt i damernes og herrernes omklædningsrum.
- Dem i damernes omklædningsrum er ikke blevet fjernet. Men vi kan se, at mange har taget billeder af plakaten hjemme hos dem selv, og så har de tagget os, siger Buster Kramer.
Kvinden på plakaten er model og hedder Katharina. Mens mænd tilsyneladende er glade for is-plakaten, har den fået kritik fra kvinder.
- Kritikken går på, at hun slikker på isen, og at man kan se hende bryster, siger Buster Kramer.
Der er dog ikke planer om en plakat, der er mere målrettet kvinder.
- Det kommer måske til næste år. Nu må vi se, hvad vi finder på, siger Buster Kramer.
Umuligt at følge med
Hos Citrusmedia har de mange forsvundne plakater betydet, at alle de ekstra plakater, der er blevet trykt til kampagnen, er kommet i brug.
- Vi har været noget overraskede over den opmærksomhed, den har fået derude. Men drengene fra Kramer's Is har været rigtig gode til at lave kommunikation til målgruppen, siger Jonas Sand.
Her kan du se hele is-plakaten, der er blevet så stort et hit, at den forsvinder fra mændenes omklædningsrum: