Forurening farvede en bæk ved Hasselager blodrød
Konsekvensen af at hælde væsker i regnvandsafløbet kunne ses i naturen kort tid efter
Det ligner billeder fra en science fiction-film - men det er en bæk ved Hasselager.
Tirsdag i sidste uge blev medarbejdere på en virksomhed i det sydlige Aarhus mødt med dette syn, da vandet i bækken pludselig var blodrødt.
- Vi var på stedet i løbet af ti minutter, så vi kunne tage prøver og vurdere skaderne, siger miljøtekniker Kim Friedrichsen fra Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune.
Om forureningen får konsekvens for naturen, er endnu ikke sikkert, men til gengæld er miljøteknikeren ikke i tvivl om, hvordan det er sket.
- Det er uhyre vigtigt, at alle bliver opmærksomme på, at alt det, de hælder i regnvandsristen, ryger direkte ud i vores natur. Det kommer ikke igennem et rensningsanlæg først, og derfor skal vand med malings- og kemikalierester samt skrappe rengøringsmidler ikke heri, understreger Kim Friedrichsen.
Slamsluger tilkaldt: Olie fundet i fjord
Bækken i Hasselager vendte kort tid efter tilbage til sin normale farve, men den røde farve ender i Brabrand Sø.
Risikerer erstatningskrav
Den korte forureningsvarighed kan gøre det sværere for Miljøvagten at finde frem til skadevolderen - men man prøver altid, og denne gang lykkedes det også via opsporing i området.
Nye regler for skibstrafikken: Luftforureningen er halveret
- Opstår der en forurening, arbejder vi naturligvis på at finde ud af, hvor forureningen stammer fra. Både for at stoppe den, hvis den fortsætter, men det er også med til hurtigt at klarlægge risikoen ved forureningen og handlingsmuligheder, siger Kim Friedrichsen, der er i kontakt med virksomheden omkring omstændighederne ved forureningen.
Har man hældt forurenende væsker i regnvandsafløbene, kan man forvente at skulle betale for en eventuel oprydning. Derudover kan man blive mødt af erstatningskrav, og i de helt grove tilfælde kan der blive tale om politianmeldelser.
Svarene fra prøverne ved bækken i Hasselager foreligger endnu ikke, men den umiddelbare vurdering er, at der ikke vil ske alvorlig skade på naturen.