Fortsat stor søgning til VIA
Ansøgerantallet er stort set status quo i forhold til sidste år
VIA University College har modtaget 6.481 kvote 2-ansøgninger til sine 20 uddannelser i Aarhus.
Det er stort set status quo i forhold til sidste år, hvor ansøgertallet var 6.730. Det samme gælder antallet af førsteprioritetsansøgninger, der er i år er 2.977 mod 2.951 sidste år. Og det er tilfredsstillende, lyder det fra rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen.
- Den store søgning til VIA beviser, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som bygger på en kombination af teori og praksis og alle omfatter praktikperioder i 'den virkelige verden'. Samtidig tilbyder vi praktik- og studieophold i udlandet. Professionsbacheloruddannelserne giver i høj grad mulighed for at sætte aftryk og skabe værdi for samfundet, siger han i en pressemeddelelse.
De største stigninger i antallet af kvote 2-ansøgninger ses til sygeplejerske- og læreruddannelserne. VIA Læreruddannelsen i Aarhus, der er Danmarks største, har i år modtaget 615 kvote 2-ansøgninger. En stigning på 13 procent.
På samme høje niveau ligger Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus. Her er modtaget 1.115 kvote 2-ansøgninger, hvilket også er en stigning på 13 procent.
Ansøgningsfristen udløb i dag, den 15. marts, klokken 12.