Forsvundne Sofies forældre takker for hjælpen: - Vi er alle meget lettede

21-årige Sofie blev natten mellem fredag og lørdag fundet af en cyklist efter at have været forsvundet siden onsdag. Nu takker forældrene for hjælpen.

Efter en massiv eftersøgning de seneste to døgn er 21-årige Sofie fra Aarhus igen tilbage hos sine forældre. Foto: Øxenholt foto

I nat sluttede et mareridt for et forældrepar i Aarhus.

Efter to døgns massiv eftersøgning kunne de igen se deres datter, efter hun havde været forsvundet siden onsdag.

21-årige Sofie blev omkring klokken et i nat fundet i god behold af en cyklist i Aarhus-forstaden, Højbjerg.

Hun er nu hjemme hos sine forældre, der gerne vil takke alle, der har hjulpet med at lede efter deres datter.

- Vi er alle meget lettede over at have Sofie tilbage i god behold og er utrolig rørt og taknemmelige over al den støtte og hjælp vi har fået fra familie, venner, bekendte, naboer, kolleger, frivillige, politiet, hjemmeværnet og organisation Missing People, skriver forældrene i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Cyklist finder efterlyste Sofie i god behold

Har mærket stor næstekærlighed

Den 21-årige kvinde gik fra sit hjem i Viby onsdag formiddag og blev ikke set i mere end to døgn.

Det førte til store eftersøgninger blandt andet med hunde, helikoptere og dykkere. Frivillige fra Missing People og Hjemmeværnet hjalp også med at lede.

Det har været fantastisk i disse meget svære dage og nætter at mærke denne store næstekærlighed.

Sofies forældre

Hvorfor Sofie forsvandt og hvor hun har været, vil familien gerne holde privat, skriver de til TV2 ØSTJYLLAND.

Men de takker for massive hjælp, som har gjort stort indtryk på familien.

- Det har været fantastisk i disse meget svære dage og nætter at mærke denne store næstekærlighed og indsats. Af hjertet tusind tak til alle som har hjulpet, skriver forældrene.

Læs også Forsvundne Sofies mor: - Det er et mareridt

Beder om fred og ro

Politiets melding under eftersøgningen har hele tiden været, at der ikke var noget, som tydede på, at hun havde været udsat for en forbrydelse.

Dette fastholder vagtchefen, efter at den unge kvinde er blevet fundet.

Vi håber på forståelse for, at Sofie og familien nu har brug for ro.

Sofies forældre

Familien beder nu om fred og ro, men folk må gerne hjælpe med at tage plakater ned.

- Vi håber på forståelse for, at Sofie og familien nu har brug for ro, og at folk vil hjælpe os med at tage ophængte plakater ned, skriver familien til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Forsvundne Sofies mor: - Vi er uendeligt taknemmelige