Forsvarer om frifundet betjent: Han er glad og lettet
Byretten mener ikke, at en betjents opførsel under voldsom anholdelse var over stregen
En østjysk politibetjent blev tirsdag frifundet i retten i Aarhus.
Han var tiltalt for at have sparket og slået en 28-årig mand i forbindelse med en anholdelse i Aarhus tilbage i september sidste år.
Efter frikendelsen fortalte betjentens forsvarer, Mette Grith Stage, at betjenten var lettet over afgørelsen.
Læs også
- Han er selvfølgelig glad og lettet, der stod meget på spil for ham. Hvis han var blevet dømt, så havde han ud over en fængselstraf også mistet sit arbejde, siger Mette Grith Stage.
Lagt på Facebook
En video, som viste anholdelsen, blev efter episoden lagt på Facebook. Her kunne man se, hvordan anholdelsen forløb.
Byretten vurderede altså tirsdag, at betjentens opførsel under anholdelsen ikke var over stregen.
- Han har forklaret, at han i situationen gjorde det, han mente, var nødvendigt på grund af en tilspidset situation inde i patruljevognen, siger Mette Grith Stage.
Ikke besluttet endnu
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om de vil anke rettens afgørelse, og de vil ikke på nuværende tidspunkt fortælle, hvad de har tænkt sig at gøre.
- Vi skal først hjem og se dommen på skrift og have gennemlæst den for at vurdere, hvad vi vil gøre i sagen her. Der er en mulighed for at anke den, men det er noget vi først skal vurdere, når vi ser dommen på skrift, siger anklager Margrethe Stanning.
I videoen øverst i artiklen kan du se en kort reaktion fra betjentens forsvarer, Mette Grith Stage.