Forstærkning til AGF
Henter angriber i HB Køge
Dagen før AGF møder HB Køge i NordicBet Ligaen har aarhusianerne gjort kampen lidt lettere for sig selv. De har nemlig købt HB Køges 28-årige angriber Jeppe Kjær.
- AGF er en stor klub med et spændende projekt, dygtige trænere og spillere og en stor fanskare - ja, jeg ser rigtig mange positive ting ved at skifte til AGF, siger Jeppe kjær til AGF's hjemmeside.
Farlig mand
Jeppe Kjær har spillet i HB Køge siden 2012. I den tid har han scoret 29 mål i 54 kampe. Derfor er cheftræner Morten Wieghorst også godt tilfreds med købet.
- Jeppe er en angriber, der har bevist sig over mange sæsoner i NordicBet Ligaen. Han har været garant for mål. Alene derfor er han en god tilføjelse. Vi har brug for frisk blod, og det vil Jeppe give os, siger Wieghorst.
Træneren må dog vente med at bruge sin nye angriber. En del af aftalen er, at Jeppe Kjær ikke må bruges i den første kamp mod sin gamle klub.
AGF har kontrakt på Jeppe Kjær frem til sommeren 2016.