Forretningschef vil hjælpe unge ud af bistand
Michael Springborg er erhvervsmentor for unge på kontanthjælp
Nuværende butikschef for to Q8-forretninger, Michael Springborg, ved selv, hvordan det er at være ung forvirret butikselev uden større planer og tanker om fremtiden. Derfor vil han hjælpe andre i samme situation.
- Jeg har sagt ja til at blive erhvervsmentor, fordi det er et spændende projekt, og så vil jeg gerne bidrage til at hjælpe unge mennesker videre, siger Michael Springborg.
Bootcamp: Erhvervsledere skal hjælpe unge ledige
En af de unge, som befinder sig på kontanthjælpen med et ønske om at komme ud af situationen, er Michael Andersen.
Ser ned på kontanthjælpsmodtagere
- Mit mål lige nu er bare at komme ud i noget arbejde. Nogle folk ser ned på dem, der er på kontanthjælp, så jeg vil gerne ud af det, forklarer Michael Andersen.
En af måden hvor på, personer som ham så kan blive hjulpet ud af arbejdsløsheden er gennem mentorordningen.
- De får nogle gode råd og fif, og så får de kontakter, som de kan bruge i deres videre jagt på arbejde og uddannelse, lyder det fra rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF)
Om det så lykkes for Michael Andersen at komme ud af kontanthjælpen med støtte fra mentorordningen er ikke sikkert, men noget kunne tyde på det. En mulig erhvervspraktik hos netop Michael Springborg og Q8 kan nemlig komme på tale.
- Jeg er bare glad, hvis jeg har været med til at få unge ud af systemet. Så føler jeg, at jeg har gjort en forskel, hvis det er snakken med mig, der hjælper dem videre, fortæller Michael Springborg.
Øverst på siden kan du se hele indslaget om mentorordningen