Fornem pris uddeles i Aarhus
Universitet valgt som vært for World Cultural Council priscermoni
Den 18. april samles nogle af Europas mest fremtrædende forskere på Aarhus Universitet ved den årlige World Cultural Council Prisceremoni.
Det er første gang ceremonien afholdes i Danmark. Den har været verden rundt siden 1981, og er blandt andet blevet afholdt på universiteter som Oxford og Princeton. Nu er turen kommet til Danmark.
- En af grundene til at Aarhus Universitet er valgt som vært for WCC prisceremonien er på grund af universitetets ledende rolle som europæisk forskningsinstitution, dets vedholdende engagement i at udvikle højere uddannelse, innovation og talent, såvel som interdisciplinære og internationale samarbejder, fortæller generalsekretær for WCC Lillyan Hernandez.
WCC er en international organisation, der er grundlagt af 124 fremtrædende forskere fra hele verden, heriblandt 25 nobelprisvindere.
Organisationens tre priser skal bidrage til at fremhæve og anerkende særligt fremtrædende forskningspionerer, der har udført videnskabelige og uddannelsesrelaterede landvindinger inden for henholdsvis kultur, uddannelse og teknik til gavn for videnskaben og for menneskeheden.
- Det er et stort cadeau til medarbejderne på Aarhus Universitet, at WCC har valgt at afholde den fornemme prisuddeling på vores universitet. Det er et godt eksempel på, at der står stor international respekt om den forskning og uddannelse, som Aarhus Universitet præsterer", siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.