Formodet gerningsmand til økseoverfald anholdt
En 24-årig mand er anholdt for knivstikkeri på Langenæs Allé natten til lørdag. Flere gerningsmænd er på fri fod, mener politiet.
(Det har tidligere fremgået af artiklen, at der var tale om en kniv som gerningsvåben, men af politiets sigtelse, som blev offentliggjort i forbindelse med grundlovsforhøret, kom det frem, at de to ofre blev overfaldet med en økse. Derfor er artiklen rettet til.)
Østjyllands Politi har anholdt en 24-årig mand og sigtet ham for forsøg på manddrab efter et økseoverfald mod to unge mænd natten til lørdag.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse søndag middag.
Den formodede øksemand blev anholdt søndag middag og sigtes for forsøg på manddrab mod en 18-årig mand samt for kvalificeret vold mod en 19-årig mand.
Her var de to unge mænd kørt galt, hvorefter de efter politiets mistanke blev overfaldet af den 24-årige. Sidstnævnte ventes fremstillet i grundlovsforhør mandag formiddag, oplyser Østjyllands Politi.
- Vi fik hurtigt mistanke til den 24-årige, som vi har søgt efter flere steder, og efter at vi har haft telefonisk kontakt til ham, mødte han søndag op på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby i en skriftlig kommentar.
Flere gerningsmænd
Det fremgår også af politiets pressemeddelelse, at den 24-årige formodes at være en af flere gerningsmænd bag overfaldet, og at overfaldet ifølge politiets opfattelse bunder i et opgør i det kriminelle miljø.
Den 18-årige mand, der blev angrebet med øksen, var tidligere i livsfare, men meldes nu i stabil tilstand, skriver politiet. Den 19-årige pådrog sig overfladiske skader, skriver politiet.
Politiet leder stadig efter vidner til overfaldet, fremgår det af den udsendte pressemeddelelse.
- Vi har talt med mange vidner, som har givet brugbare informationer, men vi hører fortsat meget gerne fra personer, som har set noget på gerningsstedet på Langenæs Allé omkring midnatstid natten til lørdag, siger Thomas Schouby.