Formodet flugtbilist anholdt
Østjyllands Politi har lørdag formiddag anholdt en formodet flugtbilist fra et færdselsuheld fredag aften i Brabrand.
En kvindelig cyklist blev fredag aften kørt ned i krydset ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i Brabrand i Aarhus.
Uheldet skete i forbindelse med en flugt fra politiet, hvor bilisten ramte cyklisten, som efterfølgende blev kørt til hospitalet. Fredag lød meldingen fra politiet, at hun er uden for livsfare.
Bilisten flygtede efterfølgende fra stedet, og det lykkedes ikke politiet at fange vedkommende fredag.
Læs også
Men lørdag melder Østjyllands Politi på Twitter, at en person nu er blevet anholdt i sagen.
Vedkommende fremstilles i grundlovsforhør søndag klokken 9.
DUP undersøger sagen
Som altid når personer kommer til skade i forbindelse med politiets arbejde, skal sagen undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Derfor har Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
Det er ikke første gang, at der sker ulykker i lige netop dette kryds. For bare en måned siden mistede en 23-årig kvinde livet i en alvorlig færdselsulykke.