Forhindrede voldtægt
29-årig får dusør for sin indsats
Rasmus Stilling Tougaard fra Aarhus er blevet hædret for sin indsats natten til den 16. december 2012, hvor han sandsynligvis forhindrede en voldtægt.
Den 29-årige læge var tidligt søndag morgen den 16. december på vej hjem fra en julefrokost i Universitetsparken, da han hørte tumultagtige lyde fra en opgang i Ny Munkegade i Aarhus.
Han stillede sig udenfor opgangen og lyttede, og blev mere og mere overbevist om, at der foregik noget mistænkeligt bag døren. Han besluttede sig for at banke på, hvorefter døren blev revet op af en mand, der løb fra stedet, mens han råbte "fucking møgluder".
Offeret lå på gulvet
Rasmus Stilling Tougaard tog kontakt til pigen, der lå på gulvet indenfor døren. Hun havde været udsat for et voldsomt overfald og voldtægtsforsøg, hvor hun blandt andet havde fået banket hovedet ned i gulvet.
- Det er min klare overbevisning, at Rasmus med sin indgriben afværgede en meget grov og voldsom forbrydelse, skriver politiassistent ved Østjyllands Politi, Frank Blaabjerg, i den dusør-indstilling, han efterfølgende lavede.
"Der var noget helt galt"
Onsdag den 6. februar var Rasmus Stilling Tougaard så forbi Aarhus Politigård for at få overrakt sin dusør. Og han husker udmærket hændelsen den søndag morgen i december.
- Min mavefornemmelse sagde mig, at der var noget helt galt, og jeg kunne ikke gå forbi uden at gøre noget, selvom jeg var lidt utryg ved situationen. Jeg har, som læge, før ydet hjælp til tilskadekomne, men det er første gang, jeg har grebet ind i en kriminel handling, siger han.
Overrasket over dusør
Som tak for indsatsen modtog han en kurv fra Salling, noget han ikke selv havde forventet.
- Jeg er meget beæret og smigret over påskønnelsen fra Østjyllands Politi, men jeg må sige, at det kom lidt bag på mig. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at politiet gjorde sådan noget. Men nu vil jeg fortælle det, til alle jeg kender, for jeg synes faktisk, det er en rigtig flot gestus, siger Rasmus Stilling Tougaard.