Forening dybt frustreret over kommunes ageren: - Niveauet er elendigt

Nu langer landsforeningen LEV ud efter Aarhus Kommune, efter en stor del af voksenhandicap-området i Aarhus igen er lukningstruet. Socialrådmand Kristian Würtz (S) lover flere fastansatte i vagtplanerne.

Formanden for landsforeningen LEV i Aarhus er dybt frustreret over kommunens ageren i sagen om den ringe kvalitet af forholdene særligt i Hus 5 på Bofællesskabet Elev, som nu betyder, at en lukning af hele Borgercenter Nord er på tale for anden gang.

- Det siger noget om, at niveauet er elendigt, at socialtilsynet igen går ind. Og det siger noget om rådmandens og forvaltningens evne og lyst til at løfte det her område. De lovede sidste år at nu ville de gøre alt, hvad de kunne. Og det her var så alt, hvad de kunne, må jeg konstatere, siger Anne Kjeld Pedersen, som er formand for landsforeningen LEV i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

LEV er en forening for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende. 

Anne Kjeld Pedersen er formand for landsforeningen LEV i Aarhus.
Anne Kjeld Pedersen er formand for landsforeningen LEV i Aarhus.

Tirsdag fortalte TV2 ØSTJYLLAND, at en stor del af voksenhandicap-området i Aarhus nu er lukningstruet. Socialtilsyn Midt retter skarp kritik af forholdene i Hus 5 på Bofællesskabet Elev og truer med lukning af hele Borgercenter Nord, som Bofællesskabet Elev er en del af.

Ikke første gang

Socialtilsyn Midt varslede også at lukke hele Borgercenter Nord tilbage i maj 2020. Begrundelsen dengang var blandt andet, at der i bofællesskabet Elevs Hus 5 var stor udskiftning i personalet og for mange vikarer, og at der ikke var ressourcer til at give borgerne den støtte, de havde brug for.

Varslingen frafaldt, fordi Aarhus Kommune sendte nogle handleplaner til Socialtilsyn Midt for, hvordan de ville løfte kvaliteten, fortæller Ulla Bitsch Andersen, som er tilsynschef hos Socialtilsyn Midt.

VIDEO: Mandag i sidste uge stod en samlet forældregruppe til beboerne i en afdeling af Bofællesskabet Elev ved Aarhus frem og fortalte, at forholdene for deres børn er alt for dårlige. Trods flere kritiske tilsynsrapporter, oplever de ikke forbedringer.

Efterfølgende har kommunen igangsat flere handlingsplaner, og der er blevet afsat godt 11 millioner kroner til ti bosteder. Men ingen af pengene gik til Elev. Og nu er en lukning altså på tale for anden gang.

- Det, vi har brug for, er, at de efterlever de handleplaner, som de indsendte til os sidste år, da vi sidst varslede, at der skulle være inddragelse af Borgercenter Nords godkendelse, siger Ulla Bitsch Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ulla Bitsch Andersen er tilsynschef hos Socialtilsyn Midt.
Ulla Bitsch Andersen er tilsynschef hos Socialtilsyn Midt.

Ny plan for botilbud

Socialrådmand i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), vil nu genvinde tilliden.

- Det vigtigste for mig er, at vi får lagt en plan, som giver både pårørende og Socialtilsynet tillid til, at Elev er et godt sted og et trygt sted at bo. Det handler først og fremmest om, at vi skal have flere fastansatte ind i vagtplanerne, så det er kendte ansigter, borgerne møder, siger han.

Du har jo lagt en plan før, og den har tilsyneladende ikke virket endnu. Hvorfor skal man så tro på, at den her virker nu?

- Der er blevet arbejdet hårdt af vores dygtige medarbejdere og ledere. Der er nu ny kritik. Det må vi forholde os til og lægge en god plan, som folk kan være trygge ved, siger Kristian Würtz.

Kristian Würtz (S) er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Kristian Würtz (S) er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Det er ikke godt nok

Medlem af socialudvalget Gert Bjerregaard (V) forventer, at rådmanden lægger en plan frem i den her uge.

- Jeg havde håbet på, rådmanden havde givet nogle klare svar i dag. Desværre fik vi ikke det. Nu bliver der peget i retning af, at måske om 14 dage har man en vagtplan, der holder. Det er ikke godt nok. Det handler om en fast ramme for de her beboere. Får vi ikke en sikkerhed for det her, går vi i byrådet, så byrådet træffer en beslutning om at lægge bånd på rådmanden, siger Gert Bjerregaard.

Gert Bjerregaard (V) er medlem af socialudvalget i Aarhus Kommune.
Gert Bjerregaard (V) er medlem af socialudvalget i Aarhus Kommune.

Men Socialdemokratiet og rådmanden mener, der er brug for en mere langsigtet løsning.  

- Botilbuddet og beboerne er der også næste år. Der er brug for et permanent løft af socialområdet, og det er det, som Socialdemokratiet går til budgetforhandlingerne med. Vi skal simpelthen have flere penge til at hjælpe de aarhusianere, der har brug for botilbud, siger Kristian Würtz.

Men nu er vi ude i forhandlinger til efteråret. Kan man ikke gøre noget mere nu?

- Der sker noget nu. Der bliver fastansat en ny medarbejder i fast vagt. Men der er jo også brug for en langsigtet løsning. Nu taler vi jo om Elev, men det er jo generelt på vores bosteder, at der er brug for bedre kvalitet, siger Kristian Würtz. 

Herunder kan du se det fulde indslag og høre interviewet med Kristian Würtz og Gert Bjerregaard. 

En stor del af voksenhandicap-området i Aarhus er nu lukningstruet. Socialtilsyn Midt kritiserer i skarpe vendinger forholdene for særligt beboerne i Hus 5 på Bofællesskabet Elev. Og på grund af den ringe kvalitet, overvejer Socialtilsynet at inddrage godkendelsen af HELE Borgercenter Nord, som Bofællesskabet Elev er en del af.
gerningamamnd

Kan du hjælpe politiet? Efterlyser mand for påsat brand

Kirsten Dyrman

Politidirektøren om helikoptere i luften og en ung kollega med familie på intensiv

20210622-014455-L-1920x1079we

EM-eventyr udløser fodboldfest i gaderne

COVID-19 LIVE:
20210604-173648-L-1920x1079we

liveblog Nye rejseregler kan give kø

hanne-knude-palshof_11

play Dyrlæger fravalgt: - Arrogant ikke at anerkende vores faglighed

Retten i Aarhus

Flugtbilist til betjent i retten: - Krammer?

Dagens mest læste