Forældre er vilde med daginstitution i Gellerup
Institutionen Unimukken er så populær, at forældre fra hele Aarhus kører til Gellerup for at aflevere deres børn
En integreret institution i Gellerup har fået mere end ligelig fordeling af tosprogede og etnisk danske børn.
Tidligere var der 100 procent tosprogede børn i institutionen, nu har 60 procent af børnene dansk baggrund.
Faktisk er institutionen, der hedder Unimukken, blevet så populær, at forældre, der ikke engang bor i området, kører til Gellerup hver morgen for at aflevere deres børn.
- Vi var ikke tvivl om, da vi først kom herop, at det var det rette, siger Kim Kraabøl, der bor i Åbyhøj.
Inviterede forældre på besøg
For fem år siden åbnede Unimukken for vuggestuepladser, mens der mange steder andre steder i byen var mangel på pladser.
I samarbejde med kommunens pladsanvisning fik Unimukken derfor forældre som Kim Kraabøl og hans kone til at komme og besøge stedet, også selvom de i første omgang havde valgt stedet fra.
- Vi var jo lidt bange for, at det var lidt et socialt eksperiment heroppe. Man er måske lidt forbeholden, når ens egne børn er dem, der er i spil, siger han.
De valgte at give en institutionen en chance, og de blev meget positive overraskede, da de så institutionen.
- Jeg er glad for, at mine børn møder børn fra andre steder. At det ikke bare er børn i Åbyhøj, siger Kim Kraabøl.
Ifølge leder af institutionen Sharon McLeman giver det en stor mangfoldighed, at der er både danske og tosprogede børn i Unimukken.
- Det er ikke et integrationsprojekt som sådan, men det er en rigtig god form for integration, siger Sharon McLeman.
Se mere om institutionen i TV-indslaget øverst på siden.