For Liv Gro er det ikke nemt at stille sig frem med sin diagnose - men hun gør det

- Jeg synes faktisk ikke, det er nemt at stille sig frem med det at have en opmærksomhedsforstyrrelse.

Sådan siger Liv Gro Jensen, der som 39-årig fik konstateret, at hun har ADD. 

Eller den udgave af ADHD hvor den fysiske uro ikke er så tydelig for andre at se, som den neuropsykiatriske lidelse også kan beskrives.

Liv Gro Jensen er blandt andet byrådsmedlem i Aarhus for SF, og selv om hun dermed er vant til at være et offentligt kendt ansigt, er det som sagt ikke så let for hende at fortælle om den diagnose, hun fik stillet for et par år siden.

Men hun gør det, for udredningen og det efterfølgende arbejde med sig selv har lært hende flere vigtige pointer. 

Blandt andet at hun hverken er den første eller sidste kvinde, der bliver sendiagnosticeret.

- Det kan godt være, du er anderledes end flere andre, men du er ikke alene, som Liv Gro Jensen formulerer det, hun har lært.

Det var først, da hendes børn blev udredt, at hun blev gjort opmærksom på, at hun måske også skulle undersøges lidt nærmere, hvilket ledte til diagnosticeringen med ADD.

Kvinder efterspørger netværk

Hun forklarer, at hun gennem livet har haft oplevelser med sig selv, som hun ikke har kunnet forklare.

- Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg har altid haft en fantastisk god fantasi og kunnet se løsninger, som andre ikke kunne, men også været udfordret af at blive mere træt og mere udkørt end andre. Så på både nogle mere og mindre positive områder har jeg kunnet se, at jeg har været anderledes, siger i dag 41-årige Liv Gro Jensen.

I forlængelse af udredningen, hvor Liv Gro Jensen blandt andet fik hjælp af en specialpsykolog, lavede hun en podcast med titlen Vilde Hjerter om netop det at være sendiagnosticeret.

Mange kvinder kontaktede hende på baggrund af podcasten og fortalte, at de kunne genkende sig selv i scenarierne, og flere efterspurgte, om man ikke kunne danne netværk for kvinder i den situation.

Det sker nu, når Liv Gro Jensen sammen med specialpsykolog Clea Thastum starter netværket Vilde Hjerter med plads til otte kvinder, der kan lære af hinandens erfaringer med at have en opmærksomhedsforstyrrelse.

- I det her netværk kan vi spejle os i hinanden.

Det vilde hjerte

Netop det med at have et vildt hjerte er et udtryk, der går igen, når Liv Gro Jensen omtaler det at leve med en opmærksomhedsforstyrrelse.

- Mange af os, uden at man kan generalisere, har en helt særlig energi. Vi er gode til at få gode ideer, gode til at finde på og har en god fantasi. For nogle er der også ret godt med smil på, og der er fart over feltet, så der ligger en masse god energi i at have en opmærksomhedsforstyrrelse, forklarer Liv Gro Jensen, der dog også kender bagsiden af lidelsen.

- Jeg har haft rigtig svært ved at rationere mine kræfter. Jeg kan bruge uanede mængder energi på noget, jeg gerne vil køre i gang, men tidligere har jeg ikke husket at holde mine pauser og har fået stress og angst, siger Liv Gro Jensen og forsøger sig med et forklarende eksempel.

- Forestil dig, at du hele tiden løber 130 kilometer i timen. Hvis du ikke lærer, at du i løbet af dagen indimellem også skal huske at sætte tempoet ned og trisse af sted langsomt, bliver du rigtig træt.

Det er et par år siden, Liv Gro Jensen fik stillet diagnosen. Derfor er hun også stadig ved at lære, hvordan hun lever med ADD, forklarer hun.

- At lære hvordan jeg godt kan bevare alt det gode i mit drive, men at jeg samtidig pinedød også er nødt til at passe på mig selv engang imellem og give mig selv nogle vaner, hvor jeg ikke belaster mig selv for hårdt, forklarer Liv Gro Jensen og svarer med et tydeligt ”ja”, da hun bliver spurgt, om det er svært at lære?

- For mit drive kommer ikke af at lægge mig ned og slappe af, men af at sætte fart på.

Hun mener, at der er alt for mange, som lider unødigt, fordi der ikke er mere fokus på at få stillet diagnoser i tide.

- Jo tidligere, du griber ind, jo tidligere kan du lære de strategier der skal til, at du ikke brænder ud, siger Liv Gro Jensen, som også mener, at samfundet har til gode at få dyrket, hvad hun positivt betegner som særlige hjerner.

- Vi er ikke forkerte, understreger hun, og så er vi tilbage ved det med at stille sig frem med noget så personligt som en ADD-diagnose, selv om det ikke er rart.

- Men jeg gør det. Jeg bringer det på banen og sætter mig selv på spil, så andre kan genkende sig selv i mig, og det har ikke med politik at gøre, men om at andre kan spejle sig selv i mig og mine erfaringer.