For første gang i 100 år: Ikonisk kirke får ny kunst
Peter Brandes har skabt ny kunst til Aarhus Domkirke, som blev vist frem for første gang torsdag.
I Aarhus Domkirke har de for første gang i 100 år fået ny kunst.
De seneste to år har kunstneren Peter Brandes arbejdet på ny kunst til det nordre kapel i domkirken. Og torsdag blev det endelig indviet.
Rummet var tidligere et stillerum, men er nu lavet om til et såkaldt opstandelsesrum.
I loftet af det nyudsmykkede rum hænger en figur, der skal forestille Lazarus med Jesus-barnet i armene.
Lazarus er en bibelfigur, der genopstod fra de døde efter hjælp fra Jesus - en uge før Jesus selv genopstod.
- Det er en drøm om, at man kan leve igen, forklarer Peter Brandes.
Skal bruges som dåbsrum
Det nye rum skal ikke kun lokke turister til, det skal fremover også bruges som dåbsrum.
Og netop dåb er noget, som Aarhus Domkirke har manglet plads til.
Danmarks længste kirke
Med sine 93 meter er Aarhus Domkirke Danmarks længste kirke og rummer cirka 1200 siddepladser.
Med sine 96 meter er domkirkens tårn blandt de højeste i landet.
Ifølge Tripadvisor er det den 9. mest populære turistattraktion i Aarhus.
- Det er et ret usædvanligt sogn, vi har, fordi der er så mange unge, og de får sjovt nok børn, og så får vi rigtig mange dåb, fortæller Henrik Grøndal Lund, der er sognepræst i Aarhus Domkirke.
Milliondonation fra Salling Fondene
Den nye kunst har kostet syv millioner kroner og er doneret af Salling Fondene.
- Jeg havde set det her rum ad flere omgange, og jeg synes simpelthen, at det var så kedeligt og så gråt. Og hvis man kommer ind og har sorg, så skal det ikke være noget, der er gråt og kedeligt, siger Karin Salling.
Som tak for milliondonationen har Peter Brandes gemt en lille hilsen Karin Salling.
På den ene glasmosaik er der ude i hjørnet indgraveret initialerne "KS".