Fødevaremesse skal tiltrække flere faggrupper til branchen
Agro Food Park vil åbne studerendes horisonter og vise dem de mange karrieremuligheder i fødevarebranchen
Hvad har samfundsfag og erhvervsøkonomi med fødevare at gøre? Og hvad har man af muligheder inden for landbrug, hvis man er kemiker? Til Talent Day i Agro Food Park kunne nysgerrige studerende i dag komme og høre, hvilke muligheder der er for de forskellige faggrupper i fødevaresektoren.
En af de deltagende ved arrangementet er Malthe Hansen-Bruhn, som netop har afsluttet sin Ph.d. i kemi.
Læs også
- Jeg er kommet for at finde ud af, hvilke muligheder der er inden for Agro for med en baggrund i kemi, er det ikke det oplagte valg. Men det er en mulighed for at finde ud af, hvor man kan blive brugt som kemiker, og hvilke firmaer der har interesse i en person med den baggrund, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
På messen kan man møde tre unge talenter, den ene af dem er Lasse Hinrichsen, som er udviklingsdirektør for virksomheden Enorm, hvor han laver fødevarer med insekter. Ikke noget, der var oplagt med en bachelor i samfundsfag og erhvervsøkonomi.
- Det er nok lidt et tilfælde, at jeg er endt med at arbejde med fødevarer. Det er nok meget ud fra interesser, og så er samfundsperspektivet også vigtigt for mig, og det jeg gør, siger Lasse Hinrichsen.
Han har valgt at tage del i messen for at inspirere en bred vifte af fagfelter.
- Jeg er kommet her for at prøve at inspirere nogle af de unge studerende til måske at se lidt ud over de rammer, som eksisterer. Der er også mulighed for at starte noget selv eller finde en niche i en eksisterende virksomhed og måske tænke lidt nyt, fordi hele fødevareindustrien er i forandring lige nu, så der er plads til nytænkning, fortæller Lasse Hinrichsen.
Udvid horisonterne
Hele tanken bag arrangementet er, at studerende skal få øjnene op for det spændende i branchen.
- Fødevarebranchen har brug for mange forskellige typer talenter, så vi vil gerne tiltrække rigtig mange uddannelsesretninger, men vi er bevidste om, at fødevarebranchen er i konkurrence med rigtig mange andre spændende brancher, siger AnneMarie Hansen, direktør, Agro Food Park til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis man skal blive mere bevidste om fødevarebranchens muligheder, så kræver det også en indsats fra de studerende selv.
- Jeg synes, at det er vigtigt at gøre det, der giver mening for en selv, om uddannelsen lægger op til det eller ej. Det skal give mening for en selv, for så har man det bedre med det, man laver. Mit budskab til de studerende er, at udforske sin egen horisont og prøve at være lidt nysgerrige, siger Lasse Hinrichsen.
For Malthe Hansen-Bruun har dagen været givende og kan være med til at skabe et bredere perspektiv på, hvad kemikeruddannelsen kan bruges til.
- Jeg var overrasket over at se nogle af standene, fordi jeg ikke nødvendigvis forbinder dem med Agro, men selvfølgelig er de her, men det er mere af sidevejen, at de er her. Det er den retning, jeg vil gå efter. Så det er skide godt, siger Malthe Hansen-Bruhn.