Tyveknægte efterlyses - Meld jer selv, vi har jer på kamera

Forpagteren af VSK Aarhus' cafeteria efterlyser fem mænd for tyveri ved Vejlby Risskov Hallen. Hvis de ikke melder sig selv, vil de blive meldt til politiet.

På et skilt udenfor cafeteriet opfordres tyvene til at melde sig selv.

Fem mænd tog den 18. januar for sig af varerne på lageret hos cafeteriet VRCantina ved fodboldklubben VSK Aarhus, der holder til i det nordlige Aarhus. 

De glemte dog en vigtig detalje. Overvågningskameraer. 

De har dummet sig, og jeg vil gerne give dem chancen for at stå frem.

Morten Bjerre Justesen, forpagter, VRCantina 

I løbet af de 10 minutter, hvor de fem tyveknægte besøgte lageret, blev de nemlig filmet af flere forskellige kameraer. 

Men selv med håndfaste beviser på, hvem der stjal fra lageret, har VRCantina ikke valgt at melde tyveriet til politiet.

Læs også Flest i Østjylland: Køreskoler snyder med deres elevers kørekort

I stedet har de skrevet en besked til tyveknægtene på et skilt udenfor cafeteriet, som også er blevet delt på Facebook. Her opfordres de fem mænd til at melde sig selv.

- De har dummet sig, og jeg vil gerne give dem chancen for at stå frem, siger forpagter Morten Bjerre Justesen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Han oplyser, at der blev stjålet varer til en værdi af mellem 500 og 1000 kroner. 

- Det er simpelthen for dumt at gøre sig til tyveknægt for så små beløb.

Kommer fra området

Morten Bjerre Justesen fortæller, at han oplever en stigning i hærværk og tyveri i området omkring Vejlby-Risskov Hallen. 

- Det er et opråb til stedets brugere om at tage ansvar. 

Han håber på, at de unge melder sig, så de kan få en snak omkring problemerne. 

- Jeg er ret sikker på, at det er lokale unge. Nogle har været inde at sige, at de ved, hvem det er. 

Læs også Katharina er imod verdens hurtigste netværk: Frygter for sine børns fremtid

Den lokale opmærksomhed, samt klare beskrivelser af tyvene, gør, at Morten Bjerre Justesen er optimistisk i forhold til, om tyvene melder sig selv. 

- Jeg tænker, at det er et spørgsmål om tid, siger han.

Hvis tyvene ikke melder sig selv inden den 5. februar vil VRCantina videregive billeder og video af tyvene til politiet.