Fodboldfan sigtet af politiet: Gemte nødblus i underbukserne
En 26-årig mand med en bule i bukserne fik politiets opmærksomhed. Det viste sig, at han havde gemt et nødblus i underbukserne
Søndagens Superliga-opgør mellem AGF og AaB forløb, efter politiets udsagn, ganske roligt. Alligevel blev fire fans sigtet for brud på Fyrværkeriloven.
En gruppe fans var på vej til stadion, da en 26-årig mand tiltrak politiets opmærksomhed.
- Politiet bliver opmærksomme på manden, og de vælger at visitere ham på gaden. De finder et nødblus i mandens underbukser, og det beslaglægger de, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Østjyllands Politi fortæller, at de har fokus på fyrværkeri, når der er fodboldfans i gaderne.
- Det er noget, vi har fokus på. Betjente følger fansene, når de går mod stadion og holder øje med, om de opfører sig mistænkeligt. Det gælder både i forhold til ulovligt fyrværkeri og maskering, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Læs også
Som den opmærksomme seer har opdaget, var der, til trods for de fire sigtelser, alligevel gang i romerlys og nødblus på Ceres Park søndag aften.
- Vi er ansvarlige for at følge fans fra for eksempel togstationen og ind til stadion. Med det samme de kommer ind til stadion, er det vagterne på stadion, der har ansvar for at visitere, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Østjyllands Politi kan ikke oplyse, hvor de tre andre sigtede havde gemt deres fyrværkeri. Ud over de fire sigtelser for brud på Fyrværkeriloven, blev en sigtet for brud på maskeringsforbud og en for fornærmelig tiltale mod politimand.
Kampen endte 0-0.
VIDEO: Se det seneste afsnit af Fodbold med Horup.