Fodbold får unge på ret køl
Holder dem væk fra ballade og kriminalitet
I fodboldklubben ACFC i det vestlige Aarhus er fodbold mere end bare fodbold.
Spark til målet og finter på banen er nemlig med til at trække de unge væk fra gaden og ind i foreningslivet. En rund bold og det fællesskab, den giver, kan for nogle unge være vejen til bedre integration.
Mahmoud Diraki er en af de unge, som valgte foreningslivet. Han er frivillig træner i klubben, og for seks siden stod han ved en skillevej:
- Jeg skulle til at vælge, om jeg skulle køre rundt på knallert og stikke af fra politiet eller om jeg skulle ind i denne her forening og være frivillig træner, siger Mahmud Diraki til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Unge bliver mere modne
Mahmud Diraki er ikke i tvivl om, at fodboldklubben har holdt ham væk fra gaden. Han har i dag en ren straffeattest, og træner for en masse unge drenge i Gellerup. Han kan tydeligt mærke en forskel efter, at drengene er kommet ind i klubben:
- Jeg har lært de her drenge, at de skal forholde sig roligt og være ligesom alle andre mennesker. I stedet for at være modborgere, skal vi alle være medborgere, siger Mahmud Diraki til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- De her unge drenge er blevet rigtig modne. De er blevet gode og gode mennesker i samfundet.
ACFC har i mange år samarbejdet med DBU og Dansk Idrætsforbund for at sikre en bedre integration blandt de unge igennem netop fodbolden.
Hos klubben i Gellerup har man blandt andet gjort det ved at skabe rollemodeller som Mahmoud Diraki. Klubben er overbevist om, at de evner de unge tilegner sig på banen også kan bruges når kampen er fløjtet af.
- Når man er ude på gaden sammen med de andre, ved man, hvor grænserne er og hvordan man kan vise god adfærd, siger Afif Abdallah, formand i ACFC, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om ACFC øverst i artiklen.