Flugtfange varetægtsfængslet
Truede vidner efter flugt fra politiet
En 24-årig mand fra Aarhus, der flygtede fra en sigtelse om drabsforsøg, er blevet varetægtsfængslet for fire uger. Denne gang med nye sigtelser på halsen. Det skriver JP Aarhus.
Manden stak den 2. december af fra to betjente, der skulle ledsage ham til samtaler på Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Under mandens halvanden måned lange flugt opsøgte han familie til den person, han er sigtet for drabsforsøg mod og forsøgte at sparke døren ind, mens han truede med at dræbe dem, hvis de ikke sagde, hvor deres søn var.
Han er desuden sigtet for hærværk mod en bil, der tilhører en person fra samme familie - også i forbindelse med at han forsøgte at skaffe oplysninger om, hvor voldsofferet befandt sig.
Endelig er han sigtet for at stikke af fra politiet. Den sigtede nægtede at udtale sig i retten om de nye sigtelser, skriver JP Aarhus.