Flugtbil fra Tilst fundet i flammer
48-årig kvinde blev mandag aften dræbt i Tilst. Den formodede flugtbil blev i nat fundet brændende nær rasteplads vest for Århus.
Politiet modtog kl. 03.30 en melding om, at der var ild i en bil ved rastepladsen Blankhøj ved Motorvej E45 vest for Århus.
- Vi er rimelig sikre på, at den brændende bil er den samme som den bil, der var involveret i trafikulykken i aftes. På ulykkesstedet er der fundet en bil-stump. Stumpen ser ud til at stamme fra den bil, der er fundet i nat, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bilen, der blev fundet vest for Århus, er en mørk fire-dørs Ford Escort. Dermed er ulykkesbilen næppe en sort BMW, sådan som det lød i de første meldinger mandag aften.
Indtil videre er der ingen anholdte i sagen, og politiet søger stadig efter føreren af bilen.
Ulykken skete mandag aften, hvor føreren af bilen kom kørende med meget høj fart venstre om et helleanlæg på Agerøvej i Tilst. Den kvindelige fodgænger, der blev ramt af bilen, døde kort efter ulykken af sine kvæstelser. Kvinden er fra lokalområdet.
Agerøvej ligger i et industrikvarter i Århus i nærheden af Bilka og andre store supermarkeder.
Politiet hører gerne fra vidner, der har set den mørke Ford Escort på Agerøvej eller i og omkring rastepladsen på Motorvej E45.
Nær den brændende bil fandt politiet en tom reservedunk til benzin. Det er derfor muligt, at gerningsmanden har tanket benzin på en tankstation umiddelbart inden, han satte ild til bilen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.