Flere studie-relevante jobs
Aarhus-politiker vil have flere jobs til studerende
Venstres politiske ordfører og borgmesterkandidat, Bünyamin Simsek, vil skabe flere studierelevante jobs til de studerende.
Omkring hver tiende aarhusianer ud af de godt 300.000, der bor i byen, er studerende ved en af de 25 uddannelses- og forskningsinstitutioner i byen. Der er 60.000 studerende på videregående uddannelser i hele byen, og for dem og alle andre studerende vil venstres Bünyamin Simsek nu slå et slag ved at skaffe flere studierelevante jobs.
- Vi har ambitioner om at være Danmarks studieby nummer ét, og det forpligter alle, særligt Aarhus Kommune, som er én af de største arbejdspladser i kommunen. Derfor giver det god mening, at vi forpligter os selv i større grad til at etablere nye og flere studierelevante jobs til glæde og gavn for de studerende, der vælger Aarhus, siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.
Kommunen skal matche jobs
Venstre-manden foreslår, at Aarhus Kommune forpligter sig til at matche hvert nyt job, som bliver opslået på Studenterhus Aarhus' hjemmeside gennem studiejobportalen.
- For at sætte handling bag vores ord og samtidig sætte fokus på behovet for markant flere studierelevante jobs i byen, vil vi matche hver gang, det private erhvervsmarked skaber et nyt studiejob. Vi skal indføre et én-til-én-princip, således at vi får dobbelt så mange nye studierelevante jobs i byen, siger Bünyamin Simsek.