Flemming Povlsen stopper
Flemming Povlsen kvitter jobbet som angrebstræner i AGF
Med oprykningen til Superligaen har Flemming Povlsen været nødt til at vælge mellem jobbet som ekspertkommentar på SBS Discovery og angrebstræner i AGF.
Valget er faldet på tv-delen, og Flemming Povlsen stopper med udgangen af denne sæson som angrebstræner omkring førsteholdet, det skriver AGF på deres hjemmeside.
- Jeg er glad for, at jeg har været med til at skrive det første kapitel i den udvikling, AGF er inde i. Jeg har haft en rolle omkring holdet som alle andre, og den har jeg nydt at udfylde. Det har været en spændende og berigende udfordring, så det er med vemod, at jeg skal sige fra til noget af det, som jeg godt kan lide, siger Flemming Povlsen til klubbens hjemmeside.
Han håber at kunne bevare tilknytningen til fodboldverdenen - og meget gerne i AGF - i en anden funktion, der ikke kolliderer med jobbet som ekpertkommentator.
Klubben skal derfor nu lede efter en afløser og kan ikke gøre brug af Povlsens faglige kompetencer i næste sæson, noget som ærgrer cheftræner Morten Wieghorst:
- Det har været en stor fornøjelse at have Flemming i trænerstaben. Men han har været tvunget til at træffe en beslutning, for det er ikke muligt at gøre begge dele, og desværre for os har han valgt tv. Det må vi naturligvis respektere, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke, siger Morten Wieghorst.
Husk at se med i aftenens udgave af Fodbold med Horup, hvor Morten Wieghorst er gæst. Det er kl. 19.50 på TV 2 | ØSTJYLLAND.